De så ud som om de troede på det, de danske spillere. De så ud som om de helt frem til sidste minut kunne lave rod i håndboldverdenens rangorden og sende Kroatiens gyldne landshold på halen. Og de kæmpede for at gøre troen til noget håndfast - til noget, der kunne bære dem smukt videre i turneringen. Så tæt på... Men det lykkedes ikke. Da holdet med 45 sekunder tilbage fik udlignet til 25-25 gennem en Michael Knudsen-scoring fra stregen, var det opgaven at holde Kroatien fra scoring - men det kunne ikke lade sig gøre. Petar Metlicic hamrede bolden i nettet bag Michael Bruun, og med fire sekunder tilbage af kampen var det i Kasper Nielsens hænder at fremtvinge en udligning. Men den kroatiske målmand reddede. Flot start Danskerne fik en flot start på kampen. Forsvaret arbejdede med præcise tacklinger og et flot paradespil, hvor ikke mindst Lars Krogh Jeppesen fik afvist de kroatiske skytter - og så havde målmand Kasper Hvidt gennem første halvleg et godt tag på den kroatiske højre fløj Mirza Dzomba, der på disse kanter kaldes 'verdens bedste'. Han fik scoret ét mål, men fik tre andre forsøg afværget af Hvidt. Foran med fem Et kontramål af Joachim Boldsen efter ni minutters spil bragte Danmark foran for første gang i kampen - 5-4. Og derfra øgede danskerne på en række gennemspillede angreb og smukke afslutninger fra især højre fløj-positionen og hos Lars Krogh på venstre back-pladsen forspringet, der nåede sin højde med 11-6 i det 18. minut. I den fase af kampen spillede holdet med stor autoritet og disciplin - med perle-afslutninger fra Søren Stryger, der nåede fem scoringer. Den flotte danske fase fik næsten - men kun næsten - det ellersbrølende og nærmest truende kroatiske publikum, der fyldte hele den ene langside i Hala Tivoli, til at dæmpe stemmerne. Kroaterne rejste sig Men det fik Vlado Sola, målmanden med ild i håret, hurtigt lavet om på. Med fagter og vrede i ansigtet løb han ud til barrieren og skreg på opbakning til sit modgangsramte hold. Og han fik, hvad han bad om. Ridende på en lydbølge galopperede kroaterne frem over det danske forsvar - og i den anden ende af banen blev det danske angrebsspil ramt af febrilskhed, fordi tingene ikke længere fungerede, bl.a. havde Klavs Bruun Jørgensen tre pressede afslutninger, der ramte træværket.¨ Dansk måltørke Kun ét dansk mål blev scoret i det 12 minutter lange kroatiske stormvejr, som vendte op og ned på kampen, og som reelt vækkede Jeppe i Baronens seng. Kroatien åbnede anden halvleg med et forspring på 14-12, som hurtigt blev til 16-12, og med et kvarter tilbage var stillingen 21-17 til verdensmestrene. Syv minutter inde i halvlegen blev målmand Kasper Hvidt skiftet ud med Michael Bruun - Hvidt var ganske enkelt skudt i sænk. God fight Det danske hold kæmpede godt, også i anden halvleg, da det så allerværst ud. Men nedturen i slutningen af første halvleg kostede dyrt. Og når en spiller som Lars Christiansen, der normalt er holdets topscorer, slet ikke kan få sit spil til at fungere, så er holdet ilde ud. Først i de sidste ti minutter kom Kasper Nielsen på banen, og i sit første forsøg scorede han. Danskerne hang stadig fast i skægget på de kroatiske spillere, og man fik forandret noget, der lignede et større nederlag, da Kasper Nielsen reducerede til 22-23. Selv da Klavs Bruun Jørgensen blev udvist ved 23-25 tre minutter før tid og man troede kampen tabt, levede danskernes håb om at skabe turneringens største overraskelse på en aften, hvor Søren Stryger var holdets bedste spiller. Jesper Jensen fortsat ude Skjern-spilleren Jesper Jensen har endnu sin EM-debut til gode. Torben Winther havde ladet den jyske playmaker sidde på tribunen for anden kamp i træk - denne gang i selskab med en anden af landstrænerens nyvalgte spillere, sprinter-wingen Boris Schnuchel. Det gav plads til veteranen Christian Hjermind, der skulle supplere på højre fløj, hvor Søren Stryger, som har været en af sæsonens store spillere, men som i kampen mod Portugal skuffede.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























