System stavnsbinder unge spillere

Lyt til artiklen

Når de bedste danske fodboldspillere i øjeblikket ligger i åben konflikt med deres arbejdsgivere i Divisionsforeningen, er det ikke småpenge, det handler om. Konfliktens kerne er Det Internationale Fodboldforbund FIFA's transferregler for spillere under 23 år. De siger, at klubberne skal have kompensation for den træning og uddannelse, som de har leveret til spillerne gennem den første del af spillernes karriere, selv om spilleren skifter efter kontraktens udløb. Agenter støtter spillere Det vil spillerne ikke være med til, fordi de mener, at de unge spillere bliver stavnsbundne. Nu får de opbakning af en af de agenter, som til daglig skal forsøge at finde nye arbejdspladser til fodboldspillerne. »Det er simpelthen urimeligt, at spillerne på den måde kan blive låst. Det er jo umuligt at finde en klub i udlandet til dem, hvis deres tidligere arbejdsgiver for eksempel skal have tre millioner kroner eller mere for deres uddannelse. Meningen med Bosman-dommen i sin tid var netop, at alle spillere skal have lov til at skifte, når deres gamle aftale er udløbet«, siger Benny Nielsen fra Scandinavian Sports Management. Som reglerne er udstukket i dag, skal spillerens sidste klub have et beløb, alt efter om spilleren skifter til en klub, der er kategoriseret på samme niveau som den liga, spilleren kommer fra. Drengeår giver penge Hvis en superligaspiller skifter til Bundesligaen eller Premier League, skifter han til en højere rangeret liga, og så skal klubben have flere penge: 75.000 euro per år, spilleren har været i klubben siden sit fyldte 15. år. Desuden skal klubben - hvis spilleren også har været der helt fra drengeårene - have penge fra det fyldte 12. år. Her er satsen 10.000 euro per år. I værste tilfælde kan en spiller koste 555.000 euro - eller godt 4,2 millioner kroner, selv om kontrakten er udløbet. Det vil automatisk stoppe en række klubskifter. »Det er klart, at hvis en spiller er blevet overflødig i en superligaklub, hvor han er startet som 16-årig og først har kontraktudløb som 22-årig, så kommer han selvfølgelig ikke til Sverige, hvis den danske klub skal have 2,7 millioner euro i kompensation. Men indtil videre er det hele lidt uklart, og det er svært at se, hvordan reglerne vil fungere i praksis«, siger en anden agent, John Sivebæk fra Proactive. FIFA regler skal følges Den kritik giver Divisionsforeningens direktør Claus Rode Jensen ikke meget for. Han siger, at han ikke skal tage stilling til, om det er mange penge, men at der er tale om regler fra FIFA, som dansk fodbold nødvendigvis skal acceptere på lige fod med resten af verden. »Desuden er der jo en regel, som siger, at klubberne ikke kan forlange kompensation, hvis ikke de har tilbudt spilleren en kontrakt på mindst de samme vilkår som tidligere. Derudover er de her beløb hele tiden under forandring, men nu skal vi have skudt systemet i gang, og så må vi se, hvordan det bliver, når det kører«, siger direktøren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her