Hollænderen Edgar Davids skifter fra Juventus til FC Barcelona, som dermed sikrer sig en markant forstærkning af midtbanen. Davids kommer dog ikke med i de to UEFA-cup kampe mod Brøndby. Han har spillet Champions League for Juventus i denne sæson og er derfor spærret. Landsholdsspilleren mangler blot det obligatoriske lægetjek, før han kan skrive under på en lejeaftale for resten af sæsonen. Syv år i Juventus Edgar Davids har været i Juventus siden 1997. Sidste sæson var han holdets store nøglefigur, da Torino-klubben vandt det italienske mesterskab og blev nummer to i Champions League efter finalenederlag til Milan. Landsmanden Frank Rijkaard, træner i Barcelona, har sagt, at Davids er netop den mand, han mangler for at at genrejse den stolte klub. Barcelona er i øjeblikket på en skuffende syvendeplads i den spanske Primera Division, men fik nyt håb i weekenden efter en hjemmebanesejr over Zaragoza.
Edgar Davids skifter til Barcelona
Lyt til artiklen