Harpiksmonopol i Danmark

Lyt til artiklen

Alle, der på et eller andet tidspunkt har samlet en håndbold i voksenstørrelse op fra et halgulv, kender den klistrede fornemmelse, det automatisk efterlader på fingrene. Harpiks er - og har længe været - en fast bestanddel af den populære sportsgren, hvor naturens eget klister både hjælper spillerne med at holde bedre fast på bolden og give den det helt rigtige skru. Det er imidlertid længe siden, at ren naturharpiks blev brugt i håndboldhallerne, og i dag er den klæbrige masse en hel lille videnskab testet på laboratorier rundt om i Europa. Herhjemme har sportsfirmaet Select de seneste år stort set haft monopol på salg af harpiks til de danske klubber - ikke mindst, fordi det i store dele af landet er det eneste mærke, som er tilladt. Blandt andet i samtlige håndboldhaller under Københavns Idrætsanlæg (KI). »Det har mest handlet om rengøring, for hallerne bliver jo brugt til meget andet end håndbold, og derfor er det vigtigt, at harpiksen let kan fjernes fra gulvet. Derudover blev der for nogle år siden også lavet en rapport, der viste, at Selects Pro Care var det mest skånsomme over for huden. Derfor valgte vi det«, forklarer Lene Karsbæk fra KI. Hun kan imidlertid også oplyse, at de københavnske haller inden for kort tid samlet vil godkende et par produkter mere. Hos flere af konkurrenterne har man da også længe undret sig over Selects monopol. Firmaet Sports Pharma, der hovedsageligt sælger midler til forebyggelse og behandling af skader, har ligeledes harpiks på listen over produkter, men har stort set opgivet salget i Danmark. »For mig er det lidt af en gåde, for vores produkt er lige så let at vaske af som det, der er godkendt. Vi har været inde at kigge på markedet et par gange, men vi sælger stort set ikke noget«, siger Niels Jensen fra Sports Pharma. Han kan imidlertid godt få sin harpiks på listen over godkendte klistermidler i de jyske håndboldhaller, hvor Select indtil nu også har været den eneste godkendte harpiks. Det kræver bare en dokumentation for, at harpiksen ikke er allergifremkaldende. »Flere af de gamle produkter fremkaldte noget eksem, så derfor har vi sat som betingelse, at firmaerne kan fremvise dokumentation fra et EU-godkendt laboratorium om, at midlet ikke er allergifremkaldende. Det er der rent faktisk netop et tysk firma, Trimona, der har gjort, og derfor er deres harpiks også godkendt i vores haller fra 15. januar«, siger Leif Bang fra Jydsk Håndbold Forbund (JHF), som understreger, at alle kan gøre det samme. »Select Pro Care har rigtigt nok været den eneste godkendte harpiks, men vi er jo ikke ude på at spærre for nogen. Det ville være konkurrenceforvridning. Alle firmaer kan få godkendt deres harpiks til brug, så længe de kommer med den rigtige dokumentation«, lyder det fra Leif Bang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her