Skæv fordeling af penge til idrætten

Lyt til artiklen

I de seneste 15-20 år er antallet af danskere, som dyrker motion på egen hånd, steget støt, mens medlemsfremgangen i den organiserede idræt i klubber og foreninger er stagneret. I dag dyrker omkring 1,6 millioner danskere idræt i foreninger og klubber, mens 1,8 millioner motionerer selv. Det samlede antal af aktive danskere er på 2,5 millioner, da en del udøvere indgår i begge grupper. Skæv fordeling af kronerne Men udviklingen i danskernes idrætsvaner afspejler sig ikke i de milliarder af kroner, som det offentlige bruger på at få danskerne til at dyrke mere idræt, mener konsulent Holger Kortbek fra Lokale- og Anlægsfonden, som i forbindelse med sit masterstudie i idræt og velfærd har forsket i det offentliges forsøg på at fremme folkesundheden. »Der er en ekstrem skæv fordeling af de økonomiske midler. Antallet af uorganiserede idrætsudøvere er steget voldsomt, men fordelingen af pengene er ikke fulgt med udviklingen. Der er flere danskere, der er aktive uden for foreningerne, men det kigger man ikke på, når man fordeler pengene«, siger Holger Kortbek. Idræts- og motionsområdet i Danmark får hvert år et anlægs- og driftstilskud på omkring 3,5 mia. kr. Af de penge går de 3,4 mia. til foreningsidrætten, mens blot 100 mio. går direkte og indirekte til udøvere uden for den organiserede idræt. 1.400 kroner til hver dansker Hvis pengene blev fordelt lige, ville der falde omkring 1.400 kroner af til hver af de 2,5 millioner danskere, som dyrker idræt, men i stedet får de organiserede udøvere et direkte og indirekte anlægs- og driftstilskud svarende til omkring 2.100 kr. pr. person. De danskere, som motionerer på egen hånd, får et beløb svarende til 55 kroner i form af vedligeholdelse af stier i parker, baner til rulleskøjter og lignende. I følge Holger Kortbek er den skæve fordeling af midlerne et udtryk for, at politikerne hænger fast i fortiden. »Politikerne vender hoved i den retning, de altid plejer. De hører ikke alle, når de fordeler midlerne, men blot dem, som råber højst. Og det gør den organiserede idræt jo, fordi den netop er organiseret. Politikerne bør være deres opgave bevidst og tale alles sag«, siger Holger Kortbek. Fordelingen bør ændres Han mener, at fordelingen af de 3,5 milliarder kroner bør tages op til revurdering, så de kan være flest mulige danskere til glæde. I en mere generel diskussion om folkesundheden vil pengene også være givet bedre ud, hvis det offentlige investerede flere penge i de danskere som dyrker motion på eget initiativ. »Kommunerne bygger for eksempel idræts- og svømmehaller til den organiserede idræt, men hvis jeg vil spille en spontan omgang tennis eller squash med nogle venner, er det næsten umuligt at finde passende faciliteter. På samme måde gør vi næsten alt for at gøre det besværligt at løbe på rulleskøjter i stedet for at udnytte potentialet«, siger Holger Kortbek. Han mener, at det offentlige eksempelvis burde bygge flere ordentlige løbestier eller bedre belysning, så motionister ikke behøver at løbe blandt biler eller i mørke. For simpelt regnestykke Søren Møller - formand for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, som med 5.000 lokale foreninger og 1,3 millioner idrætsudøvere om nogen repræsenterer foreningsidrætten, mener ikke, at man kan stille et så simplificeret regnestykke op. »Det er noget vrøvl at sige det på den måde, for sådan fungerer tingene ikke. Hvis det var så enkelt kunne man jo lægge al motion og idræt i folks egne hænder og spare en masse penge på den måde. Men det er bare matematik, som ikke kan bruges til noget i virkeligheden«, siger Søren Møller. Han mener, at alle danskere, som har lyst og motivation til at dyrke idræt, faktisk allerede dyrker idræt - enten i forening eller på egen hånd. De, som ikke dyrker idræt, kan ikke lokkes ved at bygge løbestier eller sætte mere belysning på stierne. Søren Møller mener - i modsætning til Holger Kortbek - at det netop er den organiserede idræt, som er de passive danskeres redning. Foreningerne skal lokke dem til at dyrke idræt ved at give dem bedre tilbud - f.eks. vel-organiseret, simpel motion som spinning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her