Dopingdømt vender tilbage

Lyt til artiklen

I midten af januar har håndboldspilleren Mads Lind udstået den to år lange karantæne, han blev idømt for brugen af anabole steroider, og som førte til omgående udelukkelse fra Århus GF. Men når klokken har 'ringet ud' for Mads Lind, vender han tilbage til den århusianske ligaklub - og hans comeback finder sted i forbindelse med klubbens træningslejr under varmere himmelstrøg på Lanzarote. Muligvis ny kontrakt I første omgang bliver der ikke tale om en genoptagelse af den kontrakt, der blev afbrudt, da Mads Lind blev testet positiv tilbage i december 2001. »Nej, Mads skal først vise, hvad han kan. Derefter vil vi vurdere, om der kan blive tale om en kontrakt«, siger Århus GF's direktør Henrik Meller Jacobsen, der har holdt kontakten til Mads Lind ved lige siden dopingdommen - og som selv fik Kulturministeriets Anti Doping Pris tilbage i 2002 for sin håndtering af netop Mads Lind-sagen. »På grund af Mads' dopingbrug var det rent fagligt nødvendigt at tage afsked med ham, men rent menneskeligt var det vigtigt, at vi tog os af ham. Derfor har jeg været i løbende kontakt med Mads, siden han blev udelukket fra klubben - meningen er jo ikke, at de unge idrætsfolk skal brække sammen på grund af en sådan dom, men at de kommer gennem perioden på en god måde og i erkendelse af, at de har gjort noget dumt. Og jeg synes, det er lykkedes i den forstand, at Mads Lind nu vender tilbage til klubben og starter på en frisk«, siger Henrik Meller Jacobsen til Politiken. Fortjener ny chance »Selvfølgelig kan man altid diskutere, om man skal tage en spiller, der har været dopingdømt, tilbage i klubben. I det her tilfælde synes jeg, man skal. Han har udstået sin straf, han var meget ung, da han dummede sig - og det skete uden for håndboldmiljøet, endda før vi kendte ham. Og så stod Mads Lind frem med rank ryg og erkendte med det samme sin fejl, og på dét punkt adskilte han sig fra en del andre sportsfolk, der til det sidste har nægtet det åbenlyse. Mads Lind tog skraldet, og han fortjener at få en ny chance«. Den 23-årige håndboldspiller tog de anabolske steroider i forbindelse med styrketræning i et motions- center i Århus - han ønskede ganske enkelt at få en flottere krop. Og da han genoptog sin afbrudte håndboldkarriere i Århus GF, oplevede han stor succes, og da han i december 2001 blev udtaget til dopingkontrol efter en kamp i Århus, troede han, at alle dopingstoffer var ude af kroppen. Men det var de ikke. Og så faldt hammeren - og den første dopingdom i håndboldsporten i Danmark. »Det er ikke straffen i sig selv, der er værst. Det er mere det, at jeg er den første. Og det havde jeg jo været, uanset om straffen var to år eller et halvt. Det er rigeligt, at jeg ikke må dyrke min sport, og at det kom frem til offentlig fordømmelse, at jeg havde dopet mig«, sagde Mads Lind til bladet Tjeck et stykke tid efter dommen. Ingen organiseret træning Udelukkelsen fra al idræt har betydet, at Mads Lind ikke har kunnet træne i organiseret form. Han har været henvist til løbetræning på veje og stier, og derfor er han håndboldmæssigt bagud, når han tager med de øvrige Århus GF-spillere til Lanzarote midt i januar. »Men at han har holdt sig i form rent fysisk i al den tid for at komme tilbage, vidner om en stor kærlighed til sporten«, siger klubdirektør Henrik Meller Jacobsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her