0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De rutinerede svigtede

Den største VM-fiasko for dansk kvindhåndbold blev en realitet i aftes med nederlaget til Ungarn. For mange af de bærende spillere på et lidt uprøvet dansk hold svigtede deres ansvar.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Med nederlaget til Ungarn i den sidste indledende puljekamp ved VM i Kroatien nåede dansk kvindehåndbold et historisk lavpunkt.

Aldrig tidligere i de 13 slutrunder, et dansk landshold har deltaget i, er det blevet til en dårligere placering, og landstræner Jan Pytlick må derfor sammen med sine spillere i dag forlade Balkan, så de kan komme hjem og slikke sårene - og hurtigst muligt få lagt de negative oplevelser bag sig.

For mange skadede
Målet var i første omgang at nå videre fra den indledende gruppe til mellemspillet. Det lykkedes ikke, og VM-kampagnen må derfor betragtes som værende slået fejl.

Forklaringerne på den klokkeklare danske VM-fiasko er mange, og selvfølgelig havde det pyntet gevaldigt på holdet, hvis skadede spillere som Kristine Andersen, Mette Vestergaard, Trine Jensen, Ditte Andersen, Lotte Kiærskou og Winnie Mølgaard havde været med i flyveren til Zagreb for lidt over en uge siden.

De rutinerede svigtede
Det var de bare ikke, og derfor var ansvaret i høj grad lagt over på den håndfuld meget rutinerede spillere, landstræner Jan Pytlick trods alt havde til rådighed, og som de mange unge, uprøvede spillere kunne læne sig op ad.

Og her er vi fremme ved den væsentligste årsag til den danske kollaps. For de rutinerede spillere formåede slet ikke at leve op til deres ansvar og svigtede de urutinerede holdkammerater.

Daugaard meldte sig ud
Første spiller til at melde sig ud af kollektivet var venstrefløjen Line Daugaard med en fornærmende ringe indsats. Hun blev tidligt forhåndsudtaget til VM som den klare nummer et på pladsen efter i fjor at være blevet kåret til EM's bedste venstre wing.

Den position har Daugaard slet ikke kunnet leve op til, og det har i stedet været Christina Roslyng, der har vist modet til dog at kæmpe mod nedturen med en række viljestærke indsatser.

Touray svigtede
På den anden fløj har Josephine Touray i glimt vist klassen, men da det gjaldt mod Slovenien, stillede hun sig fornærmet helt ned i hjørnet og opgav som holdkammeraterne at kæmpe for at undgå nedturen.

I bagkæden har hverken Katrine Fruelund eller Rikke Hørlykke kunnet holde sammen på det danske spil, og det gav sig i den fatale kamp mod Slovenien udslag i en formation med Tine Ladefoged, Rikke Nielsen og Anne Petersen, som tilsammen har spillet en brøkdel af de landskampe, alene Fruelund har på bagen.

Så skal det naturligvis gå galt, hvilket det da også gjorde med et brag.

Problemer i kontrafasen
Det var ventet, at det danske hold ville få problemer i angrebet, og sejrene skulle derfor grundlægges med stærkt forsvarsspil, som blev omsat til de lette kontramål.

Sådan er det ikke gået, fordi Jan Pytlick i bestræbelserne på at gøre forsvaret så stærkt som muligt, ofte har opereret med en konstellation, hvor alle tre stregspillere dækkede op.

Det har været med til at bremse de hurtige opløb og i hvert fald svækket presset i anden bølge.

Målvogtede nåede ikke niveauet
I fjor var det en fremragende indsats af Karin Mortensen i målet, der var med til at sikre Danmark europamesterskabet.

En lignende indsats har ingen af de tre danske målvogtere præsteret ved VM. Mortensen har ageret milevidt fra den form, der sidste år gjorde hende til EM-turneringens bedste spiller, og hverken veteranen Lene Rantala eller Rikke Poulsen Schmidt har kunnet rette op på den situation.

De næstbedste har ikke niveauet
Er det så nu, dansk håndbolds flagskib skal begraves? Nekrologen blev allerede skrevet, da generationen med Anja Andersen i spidsen stoppede på landsholdet, men siden er det alligevel blevet til både olympisk og europæisk guld. Derfor er det nok også for tidligt at afskrive det nuværende mandskab.

Fremtidig succes ved næste års olympiske lege kræver dog, at de skadede stamspillere vender tilbage, for denne VM-turnering har vist, at de næstbedste ikke er gode nok.

Kommer de skadede tilbage?
Og kommer de så tilbage? Værst ser det nok ud for Lotte Kiærskou, der har store problemer med sit håndled og godt kunne tænkes at vælge landsholdet fra.

Kristine Andersen kæmper også med et svækket bentøj, og hvis først de to er væk, har Mette Vestergaard næppe heller lyst til at deltage i løjerne.

Ditte Andersen, Trine Jensen og Winnie Mølgaard genoptræner alle efter korsbåndsskader, og det er aldrig til at vide, om en spiller når fordums styrke efter sådan et alvorligt indgreb i knæet.

Så det skal blive spændende at se, hvem Jan Pytlick har til rådighed, når han kalder til samling i det nye år.