Efter kikseren ved VM i kvindehåndbold, der sluttede med en historisk dårlig dansk 13.-plads, ser landstræner Jan Pytlick nu frem mod de olympiske lege næste år i Athen, hvor han håber at kunne præsentere et potentielt guldmandskab, hvis alle gode kræfter forenes. Det indebærer ud over de skadede EM-guldvindere Mette Vestergaard, Kristine Andersen, Trine Jensen, Ditte Andersen, Winnie Mølgaard også et comeback i rødt og hvidt til Lotte Kiærskou. Pytlick vil have Camilla Andersen Men listen stopper ikke dér, for Jan Pytlick har også tænkt sig at rette henvendelse til de to tidligere landsholdsspillere Camilla Andersen og Tonje Kjærgaard for at spørge, om de kunne tænke sig at supplere deres to olympiske guldmedaljer med en eventuel tredje. »Alt er åbent op til OL, og det er min opgave at stille med det stærkeste hold. Så jeg vil spørge både Tonje Kjærgaard og Camilla Andersen, om de vil med«, siger Jan Pytlick. Ser på, hvem der er stærkest Den danske landstræner føler ikke, at han har nogen forpligtelse til at tage de spillere med, som i dag vender hjem fra VM i Kroatien. »Jeg ser udelukkende på, hvem der er stærkest«, siger landstræneren. Camilla Andersen oplyser til Politiken, at hun har kontrakt med Slagelse frem til 30. juni 2005 og derfor principielt godt kan deltage i OL. Samtidig understreger den tidligere landsholdsplaymaker dog, at der er indbygget en klausul i aftalen med mesterklubben, som gør, at hun kan stoppe allerede 30. juni næste år. Hvorvidt den klausul tages i brug, har Camilla Andersen endnu ikke besluttet. Camilla Andersen: Pytlick må gerne ringe »Jeg havde en samtale med Jan Pytlick for en måned siden, hvor han spurgte, om jeg ville med til VM. Det sagde jeg nej til, og da Pytlick så spurgte, om han måtte ringe igen til foråret, sagde jeg ja«, fortæller Camilla Andersen. Den mest scorende danske landsholdsspiller gennem tiderne siger, at hvis fristen var i dag, ville hun takke nej til OL-tilbuddet, og svaret ville blive det samme om en måned. »OL er ganske særligt« »Men der er lang tid til OL og foråret. Når jeg ikke helt vil afvise det, er det, fordi OL er noget ganske særligt. Der er bare mange ting, som skal gå op - først og fremmest mit arbejde, som har førsteprioritet. 2004 bliver et travlt år for rejsebranchen med blandt andet EM i fodbold, så jeg vil give mig god tid til at tænke over det«, siger Camilla Andersen. Du vil altså ikke afvise, at et comeback kan komme på tale? »Det er selvfølgelig sjovt at stå med en medalje om halsen, men det argument kan du ikke rigtig bruge over for mig. Det kunne dog være sjovt at spille med en type som Tonje Kjærgaard igen, hvis hun beslutter sig for at vende tilbage. Jeg tror også, Tonje vil synes, det kunne være sjovt at spille med mig«, siger Camilla Andersen. Også travlt år for Pytlick For Jan Pytlick bliver 2004 også et travlt år, for ud over OL er der også EM, hvor Danmark skal forsvare guldet fra i fjor. Med de dårlige erfaringer fra EM i 2000 in mente, hvor Danmark måtte deltage med et svagt hold, fordi syv spillere stoppede på landsholdet efter OL i Sydney, har Pytlick derfor en todelt opgave næste år. »Jeg skal selvfølgelig gøre et hold klar til OL og samtidig skabe et slagkraftigt EM-mandskab. Jeg vil tilbyde de mest belastede spillere, at de kan springe EM over, hvis de så lover at spille videre året efter. Så kan vi også få medaljer ved VM i 2005«, siger Jan Pytlick. Et langt sejt træk Landstræneren indrømmer, at det bliver et langt sejt træk at holde Danmark i verdens top-4, og han frygter samtidig lidt for, hvor mange skadede spillere der skal samles op, når turneringen slutter til maj. »Spillerne får mange penge i deres klubber, og derfor må de være mere professionelle og sørge for at være i ordentlig træning. Jeg oplever spillere, som ikke træner i tre uger og kun spiller kampene. Det skal vi have lavet om på«, siger Jan Pytlick. Næste gang, de danske landsholdsspillere ser hinanden, er i marts, hvor der skal spilles tre landskampe mod Ungarn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
»Nu er vi sparket tilbage til start«: Yderst effektivt våben mod SMS-svindel bliver stoppet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























