Kineserne blev spillet ud af banen

Christina Roslyng bryder igennem det kinesiske forsvar og scorer sikkert. De danske fløje havde en god aften mod Kina.   Foto: Lars Poulsen
Christina Roslyng bryder igennem det kinesiske forsvar og scorer sikkert. De danske fløje havde en god aften mod Kina. Foto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Danmark er fortsat ubesejret ved håndbold-VM efter pligtsejren over Kina i aftes på 29-20. Det var lidt af en forløsning for de danske kvinder at vinde kampen mod de rappe kinesere, der aldrig for alvor blev nogen trussel mod europamestrene. Der blev for nogle spilleres vedkommende tanket godt med selvtillid - især Rikke Nielsen havde snablen godt nede i suppen og var den helt store danske oplevelse. Dansk topscorer med otte mål Ikke nok med at Aalborg-playmakeren blev dansk topscorer med otte kasser, hun fik også ved mange lejligheder sat sine holdkammerater i scene med godt sete pasninger og angrebsåbninger. Der var et par skønhedspletter på Rikke Nielsens indsats, men alt i alt præsterede hun en fornem kamp, der meget vel kan være vigtig for hendes videre indsats i turneringen som et dansk trumfkort. For den anden danske playmaker og førstevalget på pladsen - den rutinerede Rikke Hørlykke - spillede en rædselsfuld kamp og virkede slet ikke indstillet på de hurtige kinesere. For en hurtig og gennembrudsfarlig spiller som hende skulle Kinas offensive forsvar ellers være gefundenes fressen, men kun ganske lidt lykkedes for GOG'eren. Dansk hold tabte koncentration Det var ærgerligt, at koncentrationen i løbet af 2. halvleg svigtede de danske spillere, som ellers i perioder var godt i gang med at rundbarbere Kina. De kunne og skulle være knust med 15 mål. De danske spillere vidste på forhånd, at de skulle holde godt øje med de to kinesiske backs Shasha Wang og Weiwei Li, der da også med seks ud af Kinas otte mål i 1. halvleg var de dominerende. Blot otte mål, hvoraf de to var på straffekast, fortæller dog også noget om det stærke danske forsvar, som Kinas spillere slet ikke havde midlerne til at nedbryde, og kom de endelig til skud røg de enten ved siden af eller havnede i Karin Mortensens parader. Usikker Rikke Skov Danskerne spillede derimod meget disciplineret, og gjorde de fleste ting rigtigt i angrebet, hvor der blev spillet uden om det aggressive kinesiske forsvar. Det var dog langt fra alt i det danske spil, der lykkedes - især ikke i første bølge, hvor der blev lavet for mange fejl. Specielt Rikke Skov virkede meget usikker, når der skulle sættes i kontra og fik for tit smidt bolden væk. Efter pausen startede danskerne som lyn og torden med tre mål på stribe, men så satte koncentrationen ud, og det hele udviklede sig til en meget søvndyssende affære. Måske skyldtes det de uinspirerede kulisser i Dvorana Graditeljske Skole, hvor der kun sporadisk var noget, som mindede om stemning. Spilet medvirkede heller ikke ligefrem til at sætte humøret i vejret, dertil var fejlene alt for mange på begge sider. Kun en behjertet indsats af Rikke Nielsen samt de to fløje Josephine Touray og Christina Roslyng lyste op i en grå indsats. Sejren lunede dog gevaldigt, og så er det ellers bare hurtigt videre. Verdens bedste på bænken De danske spillere gav i glimt prøver på, hvad de i virkeligheden kan, og der skal heller ikke pilles ved den danske sejr. Dog virkede det ikke befordrende for den kinesiske chancer, at verdens bedste spiller, Randers-backen Chao Zhai blev holdt på bænken indtil næsten ni minutters spil af 2. halvleg. På det tidspunkt var alt selvfølgelig tabt for Kina, som nu får meget svært ved at avancere til mellemspillet. At overraskelsernes tid ikke er forbi endnu beviste de tyske kvinder dog, da de nærmest sensationelt slog en af VM-favoritterne, Ungarn 30-27. Dermed er Danmarks gruppe blevet endnu mere åben, men om det gavnede de danske muligheder, må tiden vise. Danmark spiller torsdag aften mod Elfenbenskysten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her