Dansk Folkeparti dropper VM-reklame

Lyt til artiklen

Efter i flere dage at have forsvaret sin bandereklame ved verdensmesterskaberne i håndbold i Kroatien har Dansk Folkeparti nu trukket sin partireklame tilbage. Retræten kommer efter at håndboldkvindernes sammenslutning, Håndboldspillerforeningen, har vendt sig kraftigt imod at et politisk parti reklamerer ved en VM-turnering. »Vi kan jo ikke have, at pigerne tænker på andet end selve håndboldspillet«, sagde Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen, sent i aftes. Pia K. var involveret Beslutningen om at droppe bandereklamen, der har været særdeles synlig for alle tv-seerne hjemme i Danmark, blev truffet efter et telefonmøde med partiformanden Pia Kjærsgaard. Det er formentlig de færreste i Kroatien, der ved, at de store hvide bogstaver DF på blå baggrund rent faktisk er et politisk parti. Og netop derfor er det lykkedes Dansk Folkeparti at optræde på en bandereklame, hver gang Danmark spiller en kamp ved VM i kvindehåndbold, som i denne uge har trukket mere end en million danskere til tv-skærmen. For hverken Dansk Håndbold Forbund (DHF) eller spillerne er begejstrede for, at Dansk Folkeparti har tiltusket sig en bandereklame midt imellem en stribe danske erhvervsvirksomheder. I Danmark har politiske partier fri adgang til at reklamere i den trykte presse og i radioen. Til gengæld er der forbud mod, at partierne - hvad enten der er tale om Enhedslisten eller Dansk Folkeparti - køber sig til reklameplads i fjernsynet. Derimod kan partierne godt købe sig til bandeplads i en dansk sportshal - bare ikke når det gælder håndbold, for Dansk Håndbold Forbund har selv lavet et sæt etiske love, der forbyder politiske reklamer. Nej til politik I 'Reglement for anvendelse af reklamer i forbindelse med DHF's turneringer' hedder det blandt andet: »Reklamen må ikke være af politisk, religiøs, racistisk eller ideologisk art og må ikke indeholde opfordringer«. Men Dansk Folkeparti har været lige lovlig smart og fundet et hul i regelsættene. For det første er det alligevel lykkedes partiet at få placeret en bandereklame i den kroatiske VM-hal. For det andet har Dansk Folkeparti ad omveje fået adgang til 1,5 million danske tv-seere, der aften efter aften følger kvindelandsholdet. Ganske vist er der i teknisk forstand ikke tale om en tv-reklame, men bandereklamen får en eksponering, som er lige så stor. Og med de seneste dages medieomtale har partiet fået fuld valuta for reklamepengene. Fredag udsendte Dansk Håndbold Forbund og spillernes sammenslutning, Håndboldspillerforeningen, imidlertid en fælles pressemeddelelse, hvori de beklager, at Dansk Folkeparti har valgt at blande sport og politik sammen. »Vi tager afstand fra, at Dansk Håndbold, spillerne og ledere - der jo er det primære produkt under VM-slutrunden - bliver forbundet med et særligt politisk parti og særlige politiske overbevisninger«, hedder det i meddelelsen. Ved VM er det Det Internationale Håndbold Forbund (IHF), der har rettighederne til salg af reklamer i hallen. Derfor mente DHF's formand, Søren Høg, at han ingen mulighed havde for at skride ind over for Dansk Folkepartis bandereklame. »Vi er ikke overbeviste om, at IHF er opmærksomme på, at der er tale om en politisk reklame, for umiddelbart har det internationale forbund samme forbehold over for politiske reklamer, som vi har«, siger Søren Høg. Efter at have meddelt IHF, at der optræder et politisk parti på en bande, ville Søren Høg afvente, hvad forbundet ville gøre. Men med beslutningen i aftes blev både DHF og IHF altså overhalet indenom af Dansk Folkeparti selv. DF ringet op Ifølge Dansk Folkepartis pressechef Søren Espersen blev partiet inden VM ringet op af et reklamebureau, som af IHF havde fået til opgave at sælge reklamer til Danmarks kampe. »Vi har hverken været smarte eller usmarte, vi sagde bare ja til et godt tilbud«, siger pressechefen, der ikke kender til håndboldens regler om politiske reklamer. Før aftenens beslutning om at droppe bandereklamen havde han tidligere på dagen sagt: »Det, der er tale om her, er dobbeltmoral - især fra det danske håndboldforbunds side. I ni år har forbundet haft den socialdemokratiske fagbevægelse Metal som hovedsponsor, hvorfra de har skovlet millioner ind. Det er så forløjet og dobbeltmoralsk, som det kan være«, siger Søren Espersen, der ikke anerkender, at Metal netop ikke er et politisk parti. »De agerer politisk. Både Metal og SiD har været langt fremme i fordømmelsen af den borgerlige regering. Hvis det skal være sådan, så laver vi sgu et fagforbund. Men det vil næppe hjælpe, for det er bare, fordi det er os, at der er så meget ballade«, siger han og lovede et større retsligt efterspil, hvis IHF valgte at bryde reklamekontrakten. Dansk Folkeparti er ikke alene om at blande sport og politik sammen. Venstre er i dag sponsor for racerkøreren Martin Jensen, mens Socialdemokraterne er sponsor for superligaklubben Frem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her