FCK vil byde på stadion i Århus

Lyt til artiklen

Det handler om et stadion til godt 20.000 mennesker. En arena med plads til 5.000. To gamle stadionhaller - og Marselieshallen lidt længere nede ad vejen. Et nyrenoveret anlæg, som engang blev kaldt Aarhus Idrætspark, men som i dag har fået det fashionable Atletion som kaldenavn. Og som er blevet til en brændende varm politisk kartoffel med undertoner af brødnid og selvudslettende meningsdannelser, der truer med at gøre den professionelle idræt i Århus til grin. Århus Kommune inviterede FCK Atletion er nemlig udbudt i licitation. Og selv om en af anlæggets største kunder - Superligaklubben AGF - som også er den eneste, der reelt har en chance for at fylde tribunerne på det ombyggede stadion, har meldt sig som licitationstager, er det langt fra sikkert, at klubben har en chance i kampen om retten til at drive foretagendet. Derfor grupperer parterne sig. AGF har allieret sig med den professionelle håndboldklub Århus GF. Til gengæld kunne fodboldklubben ikke blive enig med Atletions nuværende driftsherre, Fonden bag Aarhus Idrætspark, om et samarbejde, og det truer nu med at sende licitation hele vejen til København, hvor Parken Sport & Entertainment alias FC København alias Flemming Østergaard står parat til at påtage sig opgaven. »Jamen, vi er blevet inviteret af Århus Kommune, og det har vi takket ja til. Vi tror på, at vi ved så meget om at drive et stadion, at det kan blive en god forretning for os, så derfor prøver vi nu at se, om vi kan komme igennem prækvalifikationen«, siger Flemming Østergaard. Prækvalifikationen bliver afgjort på mandag. Lige nu befinder licitationen sig i den fase, hvor alle kan byde ind, og så skal byrådet på mandag tage stilling mindst tre og max fem, som kan komme i endelig betragtning som ny driftsherre for enden af Stadion Allé. Hvorfor har I budt Parken Sport & Entertainment indenfor i kampen om Atletion?

»Det har jeg ingen kommentarer til. Det eneste, jeg kan sige, er, at det er en åben invitation, og at alle er velkomne til at byde«, siger den ansvarlige rådmand Torben Brandi Nielsen (S) fra Magistratens 4. afdeling i Århus. Jamen, Flemming Østergaard siger, at kommunen har inviteret Parken Sport & Entertainment - det er der vel en grund til? »Det har jeg ingen kommentarer til. Det er en fortrolig sag«, siger Brandi Nielsen. Men hvorfor er det lige, at Århus Kommune ikke bare giver AGF retten til at drive Atletion, når nu klubben fra Fredensvang så gerne vil? Jo, først og fremmest har kommunen opstillet et udbudsmateriale, hvoraf det fremgår, at den nye driftsherre skal kunne garantere driften af anlægget i mindst otte år. De seneste år har AGF haft mere end svært ved at drive sin egen forretning, og derfor er tiltroen til traditionsklubben på højde med menigmands tillid til en brugtvognsforhandler - og nu risikerer AGF oven i købet at skulle betale stadionleje til en af konkurrenterne i Superligaen. Desuden har AGF igennem mange år haft et ry som en arrogant forening, der har set stort på de andre idrætsorganisationer i Århus, og det har givet klubben flere fjender end venner - også helt op i byrådssalen. Hvordan tolker du, at kommunen har indbudt Parken Sport & Entertainment til at byde på Atletion?

»Det tolker jeg slet ikke på. Lige nu forholder AGF Kontraktfodbold sig roligt, og så må vi bare vente og se, om vi er prækvalificeret på mandag«, siger AGF's nye bestyrelsesformand, Svenn Dam. Men bliver du ikke lidt nervøs, når nu kommunen ligefrem har inviteret Parken til at byde?

»Jeg er ikke nervøs anlagt«, siger bestyrelsesformanden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her