Minister ønsker vished om doping

»Jeg har ikke grund til at tro, at WADA har meldt ubegrundet ud i denne sag«, siger Brian Mikkelsen. - Foto: Jens Dresling
»Jeg har ikke grund til at tro, at WADA har meldt ubegrundet ud i denne sag«, siger Brian Mikkelsen. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil have Det Internationale Antidopingagentur, WADA, til at undersøge, om det steroidlignende præparat THG er præstationsfremmende. Kulturministeren sidder i WADA's eksekutivkomite, og han vil ikke finde sig i, at nye stoffer bliver optaget på listen over forbudte stoffer, hvis ikke man er 100 procent sikker på, at der er tale om et dopingmiddel. THG under tungen »THG er nu optaget på WADA's dopingliste. Det er en ren medicinsk beslutning, som jeg ikke har mulighed for at kritisere, da jeg ikke er medicinsk ekspert. På det førstkommende møde i WADA's eksekutivkomite vil jeg dog bede om en udredning af forløbet, da det naturligvis skal være sådan, at stoffer kun sættes på dopinglisten, når den nødvendige dokumentation foreligger«, siger Brian Mikkelsen. THG kom frem i lyset, da en anonym amerikansk atletiktræner fremsendte en sprøjte med rester af det kunstigt fremstillede steroidlignende stof. Træneren påstår, at bare to dråber af THG under tungen er voldsomt præstationsfremmende, og det har fået WADA til at optage det på dopinglisten, selv om organisationen ikke har undersøgt, om det rent faktisk har indvirkning på udøvernes præstation. »Jeg vel bede om dokumentation for THG's præstationsfremmende effekt, og hvis den ikke findes, vil jeg opfordre til, at der iværksættes en undersøgelse af stoffets effekter snarest muligt. Som udgangspunkt forventer jeg dog, at der findes grundige medicinske analyser af THG, eftersom WADA har anbragt det på dopinglisten. Jeg har ikke grund til at tro, at WADA har meldt ubegrundet ud i denne sag«, siger Brian Mikkelsen. Giver problemer med troværdigheden Herhjemme meddelte AntiDoping Danmark, ADD, i denne uge, at agenturet i fremtiden vil teste danske dopingprøver for THG. Det betyder, at ADD fremover skal fælde idrætsudøvere, selv om agenturet ikke ved, om der er tale om doping. »Jeg synes, det er dybt problematisk for WADA's troværdighed, at man jagter dopingsyndere, når man ikke har det endelige bevis for, at præparatet er præstationsfremmende. Vi kunne sagtens selv undersøge THG. Men for mig er det blevet en principiel sag, hvor jeg mener, at WADA burde foretage testen som det verdensagentur, det er tænkt at være«, siger Bengt Saltin, formand for ADD. Saltin har tidligere været i dialog med WADA's medicinske direktør, Olivier Rabin, om mulighederne for at få testet, hvorvidt THG er et dopingmiddel. Men WADA kommer med 'underlige' svar, når Saltin spørger, om der er en test på vej. »Problemet er, at de nærmest ikke siger noget som helst. Når det er et steroidlignende præparat, er der selvfølgelig noget, der tyder på, at det er præstationsfremmende, men jeg forstår bare ikke, hvorfor WADA så ikke undersøger det«, siger Bengt Saltin. Tidligere på ugen meddelte Det Internationale Svømmeforbund, FINA,, at de vil teste samtlige dopingprøver, som blev taget i forbindelse med sommerens VM-stævne. Dermed følger svømmeforbundet Det Internationale Atletikforbund, IAAF, som vil THG-teste alle dopingprøver fra august måneds VM i Paris. Herhjemme skal ADD først senere på måneden tage stilling til, om det danske agentur vil teste baglæns. »Det største problem er, at WADA, som en relativt nystartet organisation, der skal samle verden mod doping, risikerer at miste troværdighed på det her. Man kan teste sig gennem THG på tre måneder, men der må jo være en dybereliggende baggrund«, siger Saltin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her