Uenige aktive til møde med ministeren

Lyt til artiklen

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) skal ikke forvente at få svar på, hvilken fremtidig elitestruktur de danske trænere og aktive ønsker, når han mødes med dem til en snak om eliteidrættens fremtid. Medlemmerne fra Aktivkomitéen under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmarks træner/aktivgruppe er enige om, at Team Danmark skal fortsætte som en selvstændig organisation. Uenige om bestyrelse Men de kan ikke blive enige om sammensætningen i bestyrelsen. Det konstaterede de på et møde i sidste uge, da amtsborgmester Carl Holst (V) - formand for det nu opløste eliteidrætsudvalg - først fortalte om udvalgets arbejde og resultat, hvorefter de to grupper diskuterede holdninger. De to grupper besluttede derfor, at de fire repræsentanter, som i dag skal besøge sportens minister, ikke må tale om struktur. »Det er et sprængfyldt emne, og vi kan ikke finde 100 procents enighed, derfor er vi blevet enige om, at vi ikke diskuterer struktur og antal bestyrelsesmedlemmer. Vi vil gerne være enige, når vi taler med ministeren«, siger tidligere svømmer Benny Nielsen, der er formand for Aktivkomitéen og desuden sidder i DIF's bestyrelse. I udvalgsarbejdet, som for en måned siden blev afleveret til kulturministeren uden et enigt resultat i spørgsmålet om struktur, diskuterede man en kompromismodel med et selvstændigt Team Danmark, men man kunne ikke nå til enighed om antallet af bestyrelsesmedlemmer - Team Danmark og træner/aktive ønsker tre medlemmer fra Kulturministeriet, DIF ønsker to. At trænere og aktive skal tildeles to repræsentanter i bestyrelsen, har der derimod været enighed om hele tiden, og det er en af grundene til, at de ikke ønsker at tale om struktur med ministeren. De har deres på det rene og ønsker ikke at vælge side i det, der er blevet en magtkamp. Fagligheden sikret »Det, vi er interesseret i, er vores egen repræsentation, og den er sikret. Det, vi vil diskutere, er derfor, hvordan vi sikres faglighed«, siger Victor Feddersen, som har plads i både Aktivkomitéen, træner/aktiv-gruppen og Team Danmarks bestyrelse. »Vi føler os pressede fra begge sider, vi ved, at vores ord vægter, men vi ønsker at holde os ude af diskussionen om strukturen, for vi kan ikke blive andet end en kastebold mellem de to organisationer«, siger den tidligere roer. At Victor Feddersen, Yvonne Hansen, Mikael Trolle og Jens B. Christensen ikke må tale med ministeren om 4-2-2 (DIF - ministeriet - træner/aktive) eller 4-3-2, der er de bestyrelsesformationer, som er blevet diskuteret, betyder ikke, at de ikke har en mening om det emne. Det har de. Alle vil vinde medaljer Som DIF's ledelse støtter Benny Nielsen model 4-2-2. Han er ikke bange for, som kritikerne frygter, at der går politik i arbejdet. »Det er min holdning, at idrætten styrer idrætten bedst selv. Der er ingen i idrætten, der ikke ønsker at vinde medaljer, og idrætspolitikerne kunne ikke finde på at vælge de forkerte folk, for så får de ikke de medaljer, de ønsker«, siger han. Victor Feddersen derimod frygter, at en stærk DIF-repræsentation vil skabe politiske beslutninger, fordi DIF skal tage hensyn til alle sine specialforbund. »Jeg er bange for, at det bliver for politisk kompromissøgende, og eliteidræt er ikke kompromiser, det er noget med at gøre det ultimative«, siger Victor Feddersen. Kulturministeren ønsker endnu ikke at kommentere udvalgets arbejde, da han ikke er færdig med at gøre sig sine overvejelser, oplyser ministerens pressesekretær.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her