Køge har ryggen mod muren

Lyt til artiklen

Ledelsen i Køge Boldklub A/S arbejder i døgndrift på at redde stumperne, men faktum er, at det i denne omgang meget vel kan være slut med professionel fodbold i klubben allerede om mindre end to uger. Som det ser ud nu, er Køge afhængig af at få lavet en afdragsordning med Told & Skat, hvis det overhovedet skal være muligt at udbetale løn til spillerne 1. oktober. Skattemyndighederne har nemlig på nuværende tidspunkt omkring én million kroner til gode i form af manglende indbetalt skat og feriepenge, og det bliver ikke accepteret igen. »Jeg tror fortsat på, at det er muligt at overleve, men det kræver en aftale med Told & Skat - og det kræver et ja fra amatørerne til at arbejde videre med vores redningsplan«, siger Køges nytiltrådte direktør, Morten Eskesen. Ja til redningsplan Mandag aften var der så generalforsamling i amatørafdelingen, der skulle tage stilling til netop den professionelle afdelings plan for en rekonstruktion af klubben, der ikke har kunnet klare nedrykningen fra Superligaen, og hvad det medfører af manglende tv-indtægter og sponsortab. Og amatørerne sagde ja til redningsplanen med stort flertal. I forvejen har Køge længe savnet en hovedsponsor, som kunne sikre driften. Aktier bliver mindre værd Redningsplanen handler om, at aktiekapitalen nedskrives med mere end to millioner kroner, hvilket vil frigive penge til at betale både Told & Skat samt klubbens øvrige kreditorer. Til gengæld bliver hver aktie selvsagt mindre værd - ikke kun i kroner og øre, men også i indflydelse. Amatørafdelingen i Køge, der hidtil har haft 49 procent af stemmerne i det professionelle selskab, vil for eksempel få deres indflydelse reduceret til bare seks procent. Redningsplanen skal nu også godkendes af de øvrige aktionærer på fredag. Var det blevet et nej, havde løbet under alle omstændigheder været kørt. »Så er jeg temmelig sikker på, at Køge fra nu af skulle have spillet i Danmarksserien«, lød meldingen fra Morten Eskesen, der er gået direkte fra rollen som holdets anfører i Superligaen til direktør for den konkurstruede klub. Svag i fusion Køge står på grund af problemerne samtidig væsentligt forringet i forhold til den fusion med naboerne Herfølge, der de seneste år er blevet arbejdet med i kulissen. Derudover har Køge Boldklub som et led i den økonomiske redningsaktion siden nedrykningen taget afsked med det meste af et fodboldhold samt træner Henrik Jensen. Alligevel ligger klubben lige nu placeret på fjerdepladsen i den næstbedste række - om mindre end to uger kan det imidlertid hedde Danmarksserien for de tidligere danske mestre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her