Erfarne danskere til VM

Lyt til artiklen

Hundredvis af timers intensiv træning af fysikken og de tekniske detaljer kombineret med en omhyggelig mental opladning skal nu afprøves på højeste sted, hvis man er atletikudøver på fuldtid. For verdenseliten er kaldt til det stormøde, der hvert andet år skal vise, hvem der stadig er suveræn i sin disciplin, og hvem der vil blande sig i toppen for at få en bid af kagen, der i første lag består af et stykke metal, i andet lag en fed pengepræmie og i tredje lag en god mulighed for at hente et sponsorat, der gør livet som atlet lidt sjovere. Seks garvede danskere Ud af de i alt mere end 1.900 atleter fra 203 lande ved VM i Paris bidrager Danmark kun med seks af slagsen, men det er til gengæld ikke en flok 'nybegyndere', der let bliver overvældet af de anderledes forhold på den store scene. Godt en snes store internationale mesterskaber har de seks atleter tilsammen bag sig, så de er udmærket klar over, hvad der kræves. Spørgsmålet er så bare, om de kan leve op til egne og andres forventninger, når det nu gælder. For VM er atletikårets absolutte højdepunkt, og et godt resultat her oven på en målrettet træning og kvalifikation giver selvtillid før næste års helt store magnet, OL i Athen. Men hvad har Danmark så at byde på i Paris, hvis man ser bort fra Wilson Kipketer, der er omtalt andetsteds på denne side? Olsen Næstbedste bud på en finalist er kuglestøderen Joachim B. Olsen, der som den første dansker skal i aktion her til morgen i kvalifikationen. Han har taget sølv ved EM både inde og ude, og som er et fysisk pragteksemplar, når kast med syv kilo tunge kugler er levevejen. Men så er der lige den hånd. I det meste af sæsonen har problemer med højrehånden forhindret den 26-årige nykårede danske mester i at stille op til konkurrencer, men netop det, at han har sparet sig gør det muligt, at han overhovedet kan være med i Paris og måske nå et godt resultat. En finaleplads er f.eks. ensbetydende med en OL-billet. Hans bedste stød i år kom ved DM 9. august, da han med 20,85 meter understregede, at han har holdt den fysiske træning ved lige på et højt niveau. Og humøret fejler ikke noget trods problemerne med næven. 'Stærkere end nogensinde' »Jeg er stærkere fysisk end nogensinde, og jeg føler ikke noget pres ved VM, selv om man selvfølgelig gerne vil gøre det godt. OL i Athen er det helt store mål, for jeg har næsten kunnet rive dette år ud af kalenderen på grund af hånden. Og så glæder jeg mig helt vildt til at komme i gang med at arbejde sammen med Vésteínn«, fortæller kuglestøderen og henviser til sin nye personlige træner, islændingen Vésteínn Hafsteinsson, som Dansk Atletik Forbund også har ansat som kastelandstræner og som er med i Paris. »VM kan blive til hvad som helst. Måske får jeg en ren træffer, eller måske går hånden hurtigt i stykker. Det er ikke til at vide. Men det skal gøre meget ondt, før jeg ikke støder, og al den snak om hånden kan jeg jo slet ikke bruge til noget«, siger 130 kilo tunge Joachim, der helt op til afrejse har dyrket vægttræning på Østerbro Stadion med sin amerikanske kollega Simon Stewart. Buciarski Alsidighed er et ord, der passer godt på Piotr Buciarski. Stangspringeren med den danske rekord på 5,75 meter er også en dygtig tikæmper, men dette år har ikke budt på nogen optur med stangen. Hans fysiske form er fin, men han har ikke nået sit bedste niveau - endnu. Der var dog et lyspunkt forleden ved grandprixstævnet i Helsinki, hvor han blev en flot nummer tre og forbedrede sit årsbedste til 5,60 meter. OL-kravet under VM er 5,65 meter, så hvis formkurven fortsætter opad, er der en mulighed for også at komme til Athen. Spørgsmålet er, om det også er nok til en finale i Paris. Buciarski springer kvalifikation tirsdag. Jensen 1 Heidi Jensen, der skal i kvalifikation i eftermiddag, er en stædig kvinde, der bliver ved med at kæmpe for at opnå et godt resultat ved et stort mesterskab. Flere gange har den rutinerede mellemdistanceløber forsøgt sig ved VM og EM uden det store held, og hun har også været lige ved at droppe det hele, når skuffelsen har været størst. Men glæden ved at løbe er stærk, også selv om hun denne gang bliver nødt til at stille op på 800 meter i stedet for 1.500, som hun indtil det sidste forsøgte at kvalificere sig til. For Heidi er en finale for langt væk, men som hun siger: »Jeg skylder mig selv et rigtig godt VM-resultat, og succeskriteriet er, at jeg skal gå videre fra indledende«. Jensen 2 En anden Jensen, Annemette, løber også i høj grad mod sig selv. På den flotte rute gennem gaderne i Paris sætter Annemette Jensen ikke næsen op efter medaljer, men med en god træningsindsats har hun i år vist, at hun er tæt på sit bedste niveau, og så har hun en flot niendeplads fra EM sidste år med i bagagen. Det gav selvtillid, da hun i München holdt sit eget tempo og mod slutningen overhalede en række konkurrenter, der ellers var 'stukket af'. Men OL-kravet på 2.30,00 er en stor mundfuld. Hun skal løbe sit livs løb næste søndag på VM's sidste dag. Sørensen Kapgængeren Jacob Sørensen, der skal se Paris til bens på onsdag, havde problemer med dommernes advarselskort sidste år i München, men det er der blevet arbejdet meget med siden, og den flittige atlet fra Sdr. Omme står med gode muligheder for at få indfriet sit store mål - OL-billetten til Athen. Kvalifikationskravet lyder på 3.57,00 for de 50 km, og Sørensens personlige rekord er godt fem minutter hurtigere, så det skal nok gå ...

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her