Mens Bjarne Riis midt i den seneste uges meget travle og faste formiddagsjob som autografskriver lørdag smilende konstaterede, at Politikens spekulationer omkring hans fremtidige samarbejde med Tyler Hamilton ikke er grebet ud af luften - dog vil han fortsat ikke udtale sig i mere konkrete vendinger - afslørede cykelchefen, at han agter at give endnu et ungt hjemligt talent chancen for at prøve kræfter med den professionelle branche. På prøve i CSC Det drejer sig om den 21-årige Morten Knudsen, der ligesom den jævnaldrende Brian Vandborg, som Riis allerede i torsdags garanterede en toårig kontrakt, kommer fra Ørnens barndomsklub Herning CK og indgår i Danmarks Cykle Unions ambitiøse udviklingsprojekt Team Post Danmark. I modsætning til Vandborg må Morten Knudsen dog i første omgang nøjes med at skulle køre på prøve for Team CSC her i efteråret, hvorefter der tages stilling til, om der er basis for en længerevarende aftale. »Det er alle tiders, at vi har fået gang i dette samarbejde med CSC. Det var fra starten vores målsætning, at mindst to af de ryttere, vi har i vores trup, hvert år skulle sluses over på et firmahold, og nu ser det altså ud til, at vi er på rette vej. Det motiverer i allerhøjeste grad både os og de unge mennesker til at satse videre, og jeg er glad for, at Bjarne er så imødekommende over for de idéer, vi har fremlagt«, siger DCU's landstræner Lars Bonde. Stærk i bjergene Morten Knudsen har ved flere lejligheder vist kvaliteter i udenlandske arrangementer ikke mindst i bjergene, og det er da også på det område, han får lejlighed til at demonstrere sine evner hos CSC. »Vi har adskillige opgaver i Italien her i efteråret, og efter de meldinger, jeg har fået om Morten, vil de passe godt til ham«, siger Bjarne Riis, mens han i startområdet i Korsør venter på, at rytterne bliver sendt af sted på den sidste etape i Post Danmark Rundt. Det var også dér, han havde sin første samtale med Morten Knudsen, ligesom han fik en kort snak med Brian Vandborg. »Selv om vi først tegner kontrakt med Brian for næste sæson, vil jeg gøre alt for at hjælpe ham med det program, DCU har lagt for ham frem mod VM på enkeltstarten for U23-ryttere i Canada om små to måneder. Vi stiller således en af vore tempocykler til rådighed for ham fra begyndelsen af september, og hvis der ellers er noget, jeg kan bistå med, er jeg parat. Jeg har lige talt med Lars Bonde, som vil sende mig de træningsretningslinjer, Brian har fulgt de seneste sæsoner, og måske er der noget, jeg kan tilføje«, fastslår Bjarne Riis, der også er tæt på at forlænge aftaler med en række af de ryttere, han allerede har på holdet. Optimistisk Riis Og aktiviteterne på sponsorområdet intensiveres ligeledes i den kommende tid. »Det er meget vanskeligt at udtale sig konkret om denne situation. Men der sker en løbende udvikling, og jeg føler, at vi er tæt på en positiv afgørelse. Det er imidlertid en sej proces, fordi der er tale om så store beløb, at beslutningerne skal godkendes på flere trin, men jeg synes, det tegner lovende«. Holdet udbrændt Det var det sportslige facit til gengæld langt fra for Team CSC med Julian Dean og Jakob Piil - henholdsvis nr. 9 og 15 - som de eneste blandt de 20 i den samlede stilling, der hentede verdensranglistepoint i den mest betydende hjemmebanebegivenhed for det danske hold. »Udbyttet af Post Danmark Rundt kan jeg slet ikke være tilfreds med, men vi har i hvert fald deltaget i et rigtigt godt cykelløb. Jeg må blot se i øjnene, at vore ryttere ikke havde mere at byde på. Måske skulle jeg også have sammensat truppen lidt anderledes, så vi havde haft et stærkt kort på enkeltstarten, men nu må vi bare videre, for der venter mange store opgaver endnu«. En af dem melder sig allerede søndag, når den ottende World Cup-afdeling, Züri Metzgete, afvikles med blandt andre Tyler Hamilton på startlisten. »Jeg er nu lidt skeptisk overfor, hvad vi kan yde lige netop i det løb og sætter ikke næsen op efter noget. Muligvis kan Carlos Sastre være med i front, men ellers skal vi nok lidt længere frem, før de gode resultater igen begynder at dukke op«, konstaterer Bjarne Riis.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø