FC København måtte efter dagens træning indse, at kaptajnen, Peter Nielsen, er mere skadet end først antaget. Det kan meget nemt komme til at koste ham deltagelsen i onsdagens vigtige kvalifikationskamp til Champions League mod Glasgow Rangers. »Peter Nielsen er meget tvivlsom, men han rejser med til Glasgow, fordi der stadig er mulighed for, at han kan blive klar«, siger FCK's træner, Hans Backe til Ritzau. Skade kan kræve 14 dages pause Det gav et chok i FCK-lejren, da Peter Nielsen blev skadet i baglåret under lørdagens opgør i fodboldens superliga mod Esbjerg. Meldingerne søndag var positive, men nu er der blevet tilføjet end rygskade til veteranen på FCK's midtbane. Peter Nielsen var manden, der i foråret bar FCK frem mod mesterskabet i en tid, hvor der var spillemæssig krise på holdet. En brik Hans Backe helst ikke vil undvære. »Vi håber på, at han bliver klar, men sådan en rygskade har tidligere kostet Nielsen 10-14 dages pause. Det vil være et stort tab. Der er ingen, der kan erstatte ham, og det vil betyde, at vi bliver lidt svagere på den centrale midtbane«, siger Hans Backe. Mykland klar Hans midtbanemakker Erik Mykland er blevet meldt klar, men de norske problemer med den ene akillessene fortsætter. »Mykland ser okay ud, selv om han havde lidt problemer under træningen. Mykland kommer sikkert til at spille med smerte, men det skal han nok klare«, siger Hans Backe, der dog må undvære Jörgen Pettersson, Peter Christiansen og Christian Lønstrup, der alle er skadet.
Peter Nielsen yderst tvivlsom
Lyt til artiklen