FCK vandt 6-0 over Sliema Wanderers

FCK vandt 6-1 over Sliema Wanderers. - Arkivfoto: Jens Dresling
FCK vandt 6-1 over Sliema Wanderers. - Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Det blev en af de nemmeste kampe i FC Københavns historie, da den danske mesterklub sent i aftes spillede sig videre til tredje og sidste kvalifikationsrunde på vej mod Champions League. Faktisk mindede det mest af alt om en udvidet omgang hyggebold på den årlige klubtur til sydens sol, da maltesiske Sliema Wanderers endegyldigt blev sendt ud af turneringen med cifrene 6-0, hvilket efter sejren på 4-1 i Parken bragte den samlede score op på 10-1 i FC Københavns favør. Spredte farligheder De danske mestre stillede op i nøjagtig samme opstilling som for en uge siden i Parken, og kampen på det totalt atmosfæreforladte Ta'Qali National Stadium fik faktisk også nogenlunde samme forløb. Det vil sige, at Sliema Wanderers leverede et par spredte farligheder i det første kvarter, hvorefter FC København satte tingene på plads ved at score kampens første mål. I Parken var det Sibusiso Zuma, der sørgede for åbningsscoringen på en fin solopræstation, mens Todi Jónsson i går overtog rollen, da færingen efter 17 minutter driblede sig igennem maltesernes forsvar og passerede Sliemas lille nigerianske målmand Murphy Akanji. Dermed var det sidste lille anstrøg af antydet spænding forduftet, og hjemmeholdets spillere gav mere eller mindre op, hvilket betød, at FCK-spillerne roligt og disciplineret kunne trille bolden rundt uden at anstrenge sig alt for meget i aftenvarmen på omkring 30 grader. Hjaltes perle En enkelt perle blev dog leveret til de få tilskuere, da Hjalte Nørregaard midt i de første 45 minutter pludselig befandt sig midt på maltesernes banehalvdel uden en modstander i nærheden. FC Københavns unge stjerneskud lagde bolden tilrette, og med et perfekt udført vristspark sendte han scoringen til 2-0 så rent op i målhjørnet, at man måtte ærgre sig over, at et sådant mål ikke blev scoret i en kamp, hvor det ville have større betydning. Opgøret på Malta udviklede sig nemlig nu til en mindre farce - illustreret da Todi Jónsson og Zuma kort før pausen blev spillet fri to mand på en hel banehalvdel mod stakkels Akanji. Færingen driblede let uden om den nigerianske målmand, men opførte sig ikke helt sportsligt, da han i stedet for at sparke bolden i det tomme mål med det samme, ventede på at nogle fra hjemmeholdet skulle presse ham. 4-0 blev det på et selvmål i anden halvlegs første minut, hvorefter også både Zuma og Thomas Røll kom på scoringslisten i FC Københavns hidtil største udesejr i de europæiske turneringer. Forberede sig på mestermøde Nu kan de danske mestre for alvor forberede sig på det første møde med de skotske mestre Rangers næste onsdag i den skotske fodboldhovedstad - og på at spille klubbens to nye spillere, Sebastian Svärd og Álvaro Santos, ind på holdet. Malta bød ikke på nogen uventede ubehageligheder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her