Efter en lummerhed sommerdag ligger dvaske aftensysler lige for i familien Danmark. Og sådan ville billedet utvivlsomt også have tegnet sig i stationsbyen Hadsten en snes km nord for Århus, hvis det ikke havde været for den gæst, der sidst på eftermiddagen landede i privatjet i Tirstrup, susede rundt på sin racercykel iført en gul trøje i halvanden times tid til en fyrstelig gage for så atter at haste mod lufthavnen og nye, indbringende mål. Trafikkaos Lance Armstrong, i søndags centrum for massernes hyldest på Champs Elysées, fremkaldte torsdag aften en eksplosiv ændring i det vanlige aktivitetsmønster i den lille jyske by, da han i en kulisse, som i medlevelsesintensitet ikke gav omgivelserne i den franske hovedstad meget efter, stillede op til sin første konkurrence nogensinde på dansk grund. For skulle nogle have tvivlet på Tour-effekten i forbindelse med Grand Prix CSC Scandihealth, ville et kig på trafiksituationen i Hadstenområdet i timerne omkring den exceptionelle begivenhed eftertrykkeligt have belært de pågældende om, hvilken magnetisk tiltrækningskraft kongen i verdens skrappeste cykeludfordring udøver også på de hjemlige cykelentusiaster. Der var optræk til kaos i timerne inden starten, men de lokale myndigheder fik styr på situationen, selv om det anslås, at der strømmede mellem 20.000 og 25.000 tilskuere til ruten i bymidten - og det vel at mærke i en kommune, hvor der til daglig bor 11.636 mennesker. Team fakta-rytter vandt - Armstrong nr. 7 Langt de fleste var utvivlsomt kommet for at se Tour-kongen triumfere, men i den retning blev de nu skuffede, for selv om Armstrong længe befandt sig i front for det felt, der mod slutningen var reduceret til en halv snes ryttere, var det Team faktas Jacob Moe Rasmussen, der snuppede sejren. Amerikaneren krydsede sejren som nr. 7 og fik et lidt halvtrist minde med hjem, idet en af de opstemte tilskuere kort før stregen i sin iver for at komme i nærkontakt med Armstrong slog denne på skulderen. Vedkommende fik et vredt blik tilbage, og det var da også en af den slags episoder, der kunne have fået særdeles uheldige konsekvenser. Træt efter touren Bortset fra det virkede den 31-årige amerikaner uhyre venlig og sympatisk under sit første besøg i Danmark. Han ankom til Hadsten kl. 17.48 - ca. halvanden time før starten - og tog sig tid til en sludder med den danske presse, inden han satte sig i sadlen. »Jeg er dødhamrende træt efter Tour de France, men det glæder mig at kunne komme rundt til lande, som jeg aldrig har set før. Og som heller ikke er vant til at have den gule førertrøje med i deres kriterier. I Frankrig og Holland sker det jo næsten hvert år, men i Østrig og Danmark er det vist en lidt anden sag«, siger Armstrong siddende på cyklens overrør og med en tydelig skramme på den ene albue som minde om det dramatiske styrt på finaleklatreturen op til Luz Ardiden. »Det er også et bevis på, at organismen er udkørt. Sådan et sår ville være forsvundet langt hurtigere, hvis den ikke havde været presset så hårdt«. Ingen revance med Ullrich i august Armstrongs optræden i Hadsten var ifølge det øjeblikkelige program den tredjesidste i denne sæson. Arrangørerne af det schweiziske World Cup-løb Züri Metzgete proklamerede ellers for få dage siden, at de 17. august vil byde på den første konfrontation mellem Tour-kongen og hans kronprins Jan Ullrich (Bianchi) efter finalen i Paris, men de har tilsyneladende gjort regning uden texaneren. »Den dag vil jeg være fjernt fra Zürich, for nu gælder det familien, og jeg glæder mig fantastisk til at slappe af«, siger Armstrong, der kun har højst to starter tilbage i år og i morgen stiller op sammen med holdkammeraten Vjatjeslav Ekimov op i den tyske partidskørsel Breitling Cup i Karlsruhe. »Efter løbet i Tyskland tager jeg tilbage til Spanien, og derefter begynder ferien. Vi har planlagt at tage rundt til forskellige steder i Europa. Det har vi aldrig prøvet før. Men der bliver nok ikke tid til endnu en afstikker til Danmark, det ligger lidt langt fra Spanien«. Efter planen runder Armstrong 2003-starterne af 14. september i Grand Prix San Francisco. Og på det tidspunkt vil tankerne allerede længst været rettet mod næste års forsøg på at vinde Tour de France for sjette gang.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























