Nyt dopingstof truer idrættens virke

Lyt til artiklen

Eliteidrætsudøvere kan uden risiko for repressalier tage væksthormonet HGH for at forbedre deres resultater i idrættens arena. Dette ulovlige stof er nemlig endnu umuligt at spore i de eksisterende dopingtest, og en test, der kan fange dopingsynderne, når højst sandsynligt ikke at blive klar til de olympiske lege i Athen næste sommer. Det erkender dopingorganisationen World Anti-Doping Agency (WADA), der koordinerer kampen imod doping internationalt. HGH er på Den Internationale Olympiske Komités (IOC) liste over forbudte stoffer, men det er alligevel let at få adgang til stoffet via internettet. Sportsfolk bruger stoffet i dopingsammenhæng til at øge forbrænding af fedt og styrke sener og muskler. Hvis man er skadet, kan genoptræningen dermed forceres. Arbejder på at lave en test »HGH er et af vore største problemer lige nu. Der er seks forskellige forskningsenheder i seks forskellige lande, som arbejder på at udarbejde test, der kan spore HGH«, siger dr. Olivier Rabin, forskningsleder i WADA, til BBC Sport. »Vi kunne ønske os at have testprocedurer parat til OL i Athen, men vores forsøg på at udvikle test har stået på i flere år, og videnskabelige landvindinger sker ikke altid i det tempo, man kunne ønske sig«, siger han. I 1996 lancerede IOC et projekt ved navn HGH 2000, hvis mål det var at have en test af HGH klar til OL i Sydney for tre år siden, og også EU har investeret millioner af kroner på at finde en test, der kan spore HGH. Noget tyder dog på, at der er ved at ske et gennembrud i kampen mod HGH. »Vi har to hold, hvis forskning kunne være et gennembrud. Problemet er, at disse test skal godkendes, før de kan bruges, og denne finpudsning kan ikke nås før OL i Athen«, siger Rabin. Vanskeligt at spore Det kostbare og livsfarlige præparat findes naturligt i kroppen, og som med EPO er det derfor vanskeligt at spore. Den akutte bivirkning af væksthormonet er ifølge Anti Doping Danmark massiv væskeophobning og nervetryk. Længere tids brug kan medføre, at hovedet og knoglerne vokser drastisk. Undersøgelser har også vist, at hjertet og tungen vokser, og ved brug er der også en høj risiko for at udvikle sukkersyge, forhøjet blodtryk og leukæmi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her