FCK klarede malteserne

Lyt til artiklen

Alle i FC København har de seneste dage haft det som mantra, at Sliema Wanderers fra Malta først skulle besejres, før man kunne begynde at tale om Glasgow Rangers som næste modstander i kvalifikationen til Champions League. Nu kan de danske mestre imidlertid roligt tale lige så tosset de vil om det kommende besøg på det atmosfærefyldte Ibrox Stadium i den skotske fodboldhovedstad, for selv om der fortsat venter en udekamp på Malta, blev tingene sat på plads i Parken. Mindst en klasse under FCK Her vandt FC København sikkert med cifrene 4-1, og om termometret så skulle vise 50 grader i returkampen på Malta, bør det forspring ikke blive sat over styr mod et hold, der godt nok var bedre end ventet, men stadigvæk mindst en klasse under hjemmeholdet på samtlige pladser. Foran godt 14.000 tilskuere i Parken forskansede det maltesiske mesterhold sig meget naturligt foran eget straffesparksfelt, men gæsterne viste sig nu overraskende boldsikre og angreb optimistisk med flere mand, når chancen bød sig. Derfor var der også et par små forskrækkelser til FC Københavns spillere og ikke mindst ledere, der fra pladserne på tribunen måtte se Sliema Wanderers have kampens to første muligheder på velgennemførte kontraangreb. Holdets anfører, Noel Turner, fik fyret et glimrende skud af, men Balász Rabóczki var tilpas vågen i FC Københavns mål. Træner havde præket tålmodighed I den anden ende af banen var det tydeligt, at FCK-træner Hans Backe havde præket tålmodighed for sine spillere, der kørte bolden fra side til side, uden at det blev rigtig farligt, før Sibusiso Zuma midt i de første 45 minutter leverede den solopræstation, der skulle til for at åbne kampen. Lidt uden for feltet modtog den sydafrikanske angriber bolden med ryggen til målet, hvorefter han efter et træk til højre drejede rundt og placerede bolden helt oppe i det lange hjørne. En lille perle, der reelt knækkede malteserne, og i minutterne efter strøg FCK erne let igennem gæsternes forsvar. Todi Jónsson testede efter en af sine retningsbestemte tæmninger Sliemas lille nigerianske målmand Murphy Akanji med et hårdt skud, hvorefter Zuma minuttet efter kluntet blev væltet i feltet. Stærk midtbane Thomas Røll udnyttede sikkert straffesparket, og med 2-0 på lystavlen efter 27 minutter kunne alle i Parken tage det hele lidt mere roligt. Anfører Peter Nielsen sled som sædvanligt forbilledligt på den centrale midtbane, men farligst var FC København i særklasse, når Thomas Røll havde bolden og stort set hver eneste gang satte et par modstandere af. Todi Jónsson gjorde det til 3-0 inden pausen efter en lang fremlægning, og inden anden halvleg lignede det tenniscifre i Parken. Thomas Røll banens bedste Et øjebliks uopmærksomhed i FCK-forsvaret skabte imidlertid huller i præstationen, eftersom gæsternes Danilo Doncic på et af maltesernes kontraløb fik lov til at løbe bag Urmas Rooba og skaffe Sliema Wanderers et udebanemål. Ganske passende afsluttede Thomas Røll banens bedste sammen med Zuma dog aftenen med at hovedstøde Hjalte Nørregaards centring ind til de 4-1, der reelt afgør tingene om som skabte følgende kommentar fra Rangers spion på tribunerne. Zuma dummede sig i de sidste minutter »Jeg synes, FC København var imponerende, og det bliver en svær modstander for os. De vil sikkert forstærke sig endnu mere, lige som vi også er i gang med«, lød det fra skotternes udsendte, Andy Watson, der dog også kunne se Zuma dumme sig med at modtage en advarsel for at skubbe til en malteser i slutminutterne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her