Arsenal-spiller på vej til FCK

Lyt til artiklen

Et af dansk fodbolds største talenter vender sandsynligvis hjem til Superligaen for en kort periode. Det er defensivspilleren Sebastian Svärd, som kraftigt overvejer at sige ja til at blive lejet ud fra sin prominente arbejdsgiver, engelske Arsenal, for at få erfaring fra førsteholdsfodbold. Inde omkring førsteholdet i Arsenal Ifølge Politikens oplysninger er det FC Københavns danske mestre, som står klar med et lejetilbud til den tidligere KB'er. Den forbindelse ønsker Sebastian Svärd ikke at kommentere, før et eventuelt lejemål er på plads, men den 20-årige ungdomslandsholdsspiller bekræfter, at han lige nu kraftigt overvejer et midlertidigt klubskifte. »Det gjorde jeg faktisk allerede sidste år, men det ville passe godt at komme af sted her i begyndelsen af en ny sæson. Jeg er stadigvæk inde omkring førsteholdet i Arsenal, men jeg har brug for noget erfaring fra topkampe«, siger Sebastian Svärd, der netop er vendt hjem til London efter en træningslejr med Arsenal i Østrig. Her fik danskeren stor ros for sin indsats, da englænderne fredag aften slog Austria Wien med 2-0, men i Arsenals målrettede satsning på både det engelske mesterskab og Champions League ser der på forhånd ikke ud til at blive mange chancer for de unge spillere i Arsène Wengers trup, når det først bliver alvor. Kommer fra KB Derfor kunne et halvt eller et helt år med kampe i SAS Ligaen og Europa Cuppen for FC København være særdeles gavnligt for Sebastian Svärd, der selv befinder sig bedst på den centrale defensive midtbane, men også kan bruges som for eksempel højre back. »Alle dygtige spillere - ikke mindst af egen avl - er altid interessante for FC København, men dermed ikke nødvendigvis sagt, at der kan blive nogle bukser af det skind«, lød kommentaren fra FC Københavns sportsdirektør, Niels-Christian Holmstrøm, inden klubbens kamp mod Sliema Wanderers fra Malta i kvalifikationen til Champions League. Sebastian Svärd har fået sin fodboldopdragelse i KB, men nåede ikke at spille for FC København, før han som 17-årig sagde ja tak til tilbuddet fra Arsenal, der kom før klubber som hollandske Ajax Amsterdam, italienske Udinese, tyske Bayern München og engelske Tottenham i kampen om den unge dansker. Minder om Vieira I Arsenal har Svärd - der i statur og spillestil kan minde ikke så lidt om Patrick Vieira - fået et par kampe i den engelske Liga Cup og en enkelt optræden i FA Cuppen, mens han i foråret imponerede, da U21-landsholdet vandt 3-0 over Bosnien-Hercegovina. FC København har selv udlejet en ung spiller, da den venstrebenede midtstopper Peter Hansen i går sagde endeligt ja til et lejemål med svenske IFK Norrköping for resten af 2003.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her