Tak og undskyld - de to ord, som var blandt de første, Team CSC's kaptajn Tyler Hamilton anvendte, da han skulle berette om sin kæmpebedrift på den 197,5 km lange 16. Tour de France-etape fra Pau til Bayonne, tegner et ganske godt billede af den 32-årige amerikaners karakter. Og forklarer, hvorfor han er så ubetinget vellidt i den danske cykeltrup. For selv i en af karrierens mest jubelfyldte stunder, da han succesrigt havde tilendebragt en offensiv på 142 km - ca. to tredjedele af denne distancen i et sejt soloridt - var det beskedenheden og respekten for kollektivets altafgørende betydning, der dominerede Hamiltons følelser. Han var ellers fuldt ud berettiget til at lade den personlige stolthed sprudle, for han havde netop tilført et i forvejen storslået Tour de France, som har budt på den ene ekstraordinære oplevelse efter den anden, yderligere et spændingsmættet kapitel, der understreger, at 100 års udgaven af verdens skrappeste cykeludfordring i rigt mål matcher det svundne sekels massevis af maleriske legender. Hamiltons fremstød skabte nemlig fornyet røre omkring det topklassement, som de fleste anså for fastlåst efter etapen til Luz Ardiden. For da hans forspring nåede op på over fem minutter, tvang han rivalerne på positionerne lige efter Lance Armstrong og Jan Ullrich til at reagere. Det betød, at CSC's amerikaner "kun" krydsede målstregen 1.55 min. før rivalerne, og dermed avancerede han en enkelt plads, idet han overtog italieneren Ivan Bassos (Fassa Bortolo) position som nr. 6. Måtte råbe om hjælp Starten på etapen havde ellers været foruroligende, for næppe var bataljerne indledt, før Hamilton var i vanskeligheder. »Jeg lavede en kæmpefejl på den første stigning ved simpelthen at sidde alt for langt tilbage i feltet, og da der pludselig opstod hul, fik jeg problemer og måtte råbe om hjælp. Den kom også omgående, men jeg skammer mig over, at jeg kunne dumme mig på den måde, og jeg siger undskyld til hele holdet, fordi der skulle arbejdes så hårdt for at få tilslutning til feltet igen«. »Uden assistance fra de andre, kunne alt være blevet spoleret. Jeg blev vred på mig selv og følte, jeg måtte yde noget til gengæld for min bommert, og måske gav det mig ekstra styrke, da jeg angreb. Under alle omstændigheder må jeg takke mine kammerater for, at jeg sidder her nu«, sagde Tyler Hamilton ved den officielle presseseance efter etapen. 20 kilometer i modvind »Lige nu er jeg dødtræt, for jeg gav alt, hvad jeg havde, og specielt de sidste 20 km i modvind var meget udmattende. Men jeg er også lykkelig, for sejren retter op på al den modgang, jeg har været ude for i denne Tour. Jeg må indrømme, at jeg undervejs har følt mig en smule skuffet, fordi forventningerne inden starten i Paris var så store«. »Det er imidlertid glemt nu. Så glad er jeg for at have vundet. En etapesejr i Tour de France er jo noget helt specielt. Uden min skade kunne jeg nok være sluttet endnu længere fremme i den samlede stilling. Men at jeg er kommet igennem de hårdeste dage, jeg nogen sinde har oplevet som cykelrytter, på denne måde, er en stor tilfredsstillelse. Jeg kan love for, at det har gjort ondt. Jeg har ikke så mange smerter længere, men er stadig handicappet af det brækkede kraveben«. Brugte sejr fra 96 »Bjarne havde tirsdag aften samlet hele holdet og indskærpet, hvor vigtigt det var, at vi fortsat bevarede koncentrationen. Han mente, at mange af de øvrige hold nok ville slå sig til tåls med, at Touren mere eller mindre er afgjort«. »Men vi fik at vide, at sådan måtte vi for alt i verden ikke se på det. Og så fortalte han om sin egen oplevelse i 1996, da der kørtes en tilsvarende etape, som den vi var ude på. Bjarne havde vundet på Hautacam og angreb igen dagen efter til Pamplona, hvor han satte Miguel Indurain med otte min., og vi skulle have i tankerne, at den slags kan lade sig gøre«.