Sand igen på toppen

Lyt til artiklen

Afslutningen på sidste sæson var absolut ikke opløftende for den lille danske koloni i tyske Schalke 04. Christian Poulsen sad på tribunen med en alvorlig skade i foden, mens Ebbe Sand sluttede et målfattigt år med at blive degraderet til at være midtbanespiller på et selvtillidsforladt hold, som skuffende endte helt uden for de placeringer, der giver automatisk deltagelse i de europæiske turneringer. Sand i topform Det betyder, at Schalke 04 i øjeblikket forsøger at slå sig igennem til UEFA Cuppen via kampe i Toto Cuppen, og netop den tidlige fokus på mere end almindelige træningskampe har vist sig som lykken for både Christian Poulsen og Ebbe Sand. Sidstnævnte meldes i intet mindre end topform efter fem mål i bare tre testkampe under klubbens nye træner, Jupp Heynckes, der med det samme har rykket landsholdsangriberen tilbage til danskerens naturlige plads i angrebet. »Jeg tror, Ebbe får en meget stor sæson. Hans internationale erfaring, hans rutine og hans mål vil komme alle til gode, og jeg har talt med resten af spillerne om hans vigtige rolle på holdet«, udtaler Jupp Heynckes, der efter længere tids søgen blev valgt som afløser for belgiske Marc Wilmots i trænersædet for den ambitiøse Ruhr-klub. Fra otte til otte Ansættelsen af den 58-årige trænerlegende, der tidligere har stået i spidsen for både Real Madrid og Bayern München, har med det samme ændret dagligdagen for stjernespillerne i Schalke, hvis arbejdsuge er blevet en hel del længere. »Der er kommet mere disciplin i klubben, og for eksempel er det ikke længere tilladt at tage hjem midt på dagen, når vi træner to gange. Det betyder, at vi nogle gange tager hjemmefra ved otte-tiden om morgenen og først kommer hjem igen klokken otte om aftenen, men det har været en god start«, fortæller Christian Poulsen, der selv er kommet sig helt over sin skade. Bortset fra lidt smerter i foden de første par træningskampe, har den tidligere FCK'er ikke haft problemer, og midtbanespilleren har deltaget i både træningskampene og det første opgør i Toto Cuppen mod Dacia Chisinau fra Moldavien. »Vi vandt 1-0 på udebane og bør slå dem stort hjemme på lørdag. Derefter skal vi så allerede onsdag møde vinderen af Slovan Liberec fra Tjekkiet og Santander fra Spanien. Derefter er der stadigvæk et godt stykke vej for at komme med i UEFA Cuppen, men det ville godt nok være vigtigt for klubben, hvis det lykkes«, lyder det fra Christian Poulsen. Bundesligaen begynder i næste weekend, og Schalke 04 åbner sæsonen med det helt store lokalopgør på Arena Auf Schalke, hvor Dortmund med Niclas Jensen kommer på besøg lørdag eftermiddag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her