Zuma i hovedrolle mod Galatasaray

Lyt til artiklen

Sibusiso Zuma er bedst som angriber i en fri rolle, hvor han kan bruge alle sine kræfter langt fremme på banen og ikke skal løse specifikke defensive opgaver. Det siger Hans Backe også - men den sydafrikanske landsholdsspiller er efter FCK-cheftrænerens vurdering ikke helt målfarlig nok. Derfor har Zuma i nogle kampe været brugt længere tilbage på banen, ofte ude på højrekanten. I Gladsaxe demonstrerede Zuma fornemt spillehumør, brillante tekniske detaljer og frækhed i nærkampene, da han optrådte i en hovedrolle på sin favoritposition - og han lavede et supermål, da FC København åbnede AB's internationale firkantturnering mod det tyrkiske storhold Galatasaray fra Istanbul. Det bragte minder frem om det gyldne saksespark-pletskud, Zuma præsterede i DM-finalen mod Brøndby for et par år siden i Parken. 1-0-målet mod tyrkerne havde næsten samme kunstneriske værdi på en solskinseftermiddag, hvor omkring 4.000 Galatasaray-fans, strømmet til fra nær og fjern, og måske godt tusinde FCK-tilhængere skabte en fantastisk stemning og fin ramme om en kamp, der var både meget underholdende og bød på en masse udmærket spil og spændende målsituationer. Da FCK's ungarske målmand Balázs Rabóczki kom for sent ud til et højt indlæg, fik Orhan Ak lov til at headede 1-1-udligningen ind for Galatasaray, der var uden stjerneangriberen Hakan Sükür (småskadet), men ellers var stærkt besat med en masse landsholdsspillere. Nyindkøbte Frank de Boer var med i forsvaret, men udgik med en skade. For at finde en vinder, skulle der sparkes straffespark. Efter den konkurrence, hvor Todi Jónsson og Ole Tobiasen brændte, og Peter Christiansen og Thomas Røll scorede, stod Galatasaray tilbage som sammenlagt 5-3-vinder og klar til finalen i morgen. »Det var en god kamp for os som forberedelse til Champions League-kvalifikationen. Jeg var meget tilfreds med forsvaret, og at vi skabte fire-fem 100 procent-chancer«, sagde Hans Backe efter kampen. Når FCK på lørdag superliga-starter mod AaB i Aalborg, forventes Peter Nielsen og Morten Bisgaard, der stod over på grund af skader, at være til rådighed. Derimod kan det tage et par uger, vurderer Hans Backe, før Jörgen Pettersson er klar igen efter en fiberskade i det ene ben. FCK-træneren rejser i øvrigt til Letland på onsdag for at spionere, når Skonto Riga og Sliema Wanderers spiller returkamp, efter at malteserne vandt 2-0 på hjemmebane. FCK møder vinderen i anden runde i kvalifikationen til Champions League, med start onsdag 30.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her