Tim Henman slog sidste års finalist

Lyt til artiklen

Tre timers spilletid var netop passeret, da Centre Court mandag aften eksploderede i et stort jublende hav af mennesker, mange svøbt i engelske og britiske flag. Og uden for banen på Henman Hill, hvor en kæmpe storskærm holder folket underrettet, fulgte endnu en jublende menneskemængde efter. Årsagen var naturligvis endnu en sejr til briternes Wimbledon-favorit, Tim Henman. Klar til kvartfinalen På en dag, som bød på regn men også sol og 39.389 besøgende, vandt den 28-årige brite sin kamp i 4. runde over sidste års finalist, David Nalbandian fra Argentina med cifrene 6-2, 6-7 (4/7), 7-5, 6-3. For syvende gang er Tim Henman klar til kvartfinalen, men om han her skal møde Sebastian Grosjean eller Juan Carlos Ferrero afgøres først tirsdag, da den kamp blev udskudt mandag aften på grund af dårligt lys. På det tidspunkt førte Grosjean 6-2, 4-6, 7-6. Svensk overraskelse Inden mørket sænkede sig over det sydvestlige hjørne af London havde foruden Tim Henman også Mark Philippoussis, Andy Roddick, Roger Federer, Sjeng Schalken, Alexander Popp og Jonas Björkman sikret sig adgang til kvartfinalerne. Sidstnævnte er en af turneringens største overraskelser. Han er aldrig tidligere i sin karriere nået så langt i Wimbledon i single. I double gik han derimod hele vejen for et år siden sammen med en anden specialist på det område, Todd Woddbridge. Møder Roddick Nu møder han 5. seedede Andy Roddick, der slog Paradorn Srichaphan ud i fire sæt - 6-4, 3-6, 6-3, 6-2. #v »Jeg føler, at jeg har en meget god chance. Alle otte fyre i kvartfinalerne har en chance for at vinde turneringen. Jeg har slået ham (Andy Roddick, red.) før på græs. Jeg kan lide at være den undertippede, når jeg spiller mod de fyre, det passer mig ret godt«, sagde Jonas Björkman, der slog Roddick for et år siden på vej til sin femte singletitel i den 12 år lange karriere, sejren i Nottingham kort før Wimbledon. Svenskerens indtil nu bedste placering på verdensranglisten som singlespiller er en 4. plads fra 1997, nu ligger han 79. Fridag til mændene Mændene holder fri tirsdag, og lader kvinderne spille deres kvartfinaler. Lindsay Davenport møder Venus Williams, mens lillesøster Williams skal op imod Jennifer Capriati, og de fire amerikanske kvinder får æren af Centre Court. På bane 1 spiller først Silvia Elia Farina fra Italien mod 2. seedede Kim Clijsters fra Belgien. Derefter spiller Sebastian Grosjean og Juan Carlos Ferrero deres kamp til ende, inden en anden belgier, Justine Henin-Hardenne, der er seedet 4, møder sidste russer i turneringen, Svetlana Kuznetsova, som gjorde en ende på 16-årige Maria Sharapovas drømmerejse, opnået på et wildcard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her