»Vi vinder«. »Vi vinder«. »Vi vinder«. De sagde det samme, alle de danske landsholdsspillere, dagen før aftenens store EM-slag i fodbold mod Norge. »Vi tror på det. Vi tænker positivt«, sagde de som med én mund. »Vi bruger ikke energi på tænke på, hvad det vil betyde, hvis ikke vi vinder«, forklarede Ebbe Sand. »Det handler om troen på sejr«. »Man behøver ikke altid at kunne forklare og argumentere for, hvorfor man tror på, man vinder. Det er den indre tro på, at det vil lykkes, som kan være afgørende«, sagde Morten Wieghorst. »Det handler om hjerte, mod og glæde. Vi skal nyde atmosfæren i Parken og slet ikke tænke på, at det ikke vil gå godt«, bemærkede Claus Jensen. Godt forberedte »Hvad er det for noget negativt noget at spørge om, hvordan vi vil reagere, hvis vi taber? Vi vinder«, slog Thomas Gravesen fast flere gange. »Jeg vil ikke sige noget om det taktiske, som nordmændene så kan læse i din avis. Jeg kan bare fortælle dig, at vi er forberedt så godt som aldrig før. Forberedelserne har været tip-top, vi kan stå for presset, alle gutterne har den mentale styrke, der er brug for«. Man skulle nærmest tro, at spillerne - med god hjælp fra landstræner Morten Olsen og assistenten Keld Bordinggaard - har hjernevasket sig selv i den forløbne uge i Vedbæk. De har overført positive tanker fra mand til mand, de har talt sig selv stærke - mens de har trænet godt og arbejdet hårdt med spillet og systemet. Det har nordmændene også gjort, kan man høre fra deres lejr. De er også fyldt med optimisme, de er også fysisk velforberedt. Hvad kan så blive afgørende, hvad er forskellen på det danske og det norske hold? »Det må du selv skrive om«, svarer Thomas Gravesen. Taktisk forestilling Ja, det kunne jo ligne en meget taktisk forestilling, hvor to hold, der ved stort set alt om hinanden, låser af for hinanden og spiller sikkert uden stor risiko, så opgøret vil savne højdepunkter og mere blive en fighterforestilling, der ender uafgjort, end en dyst, som vil blive husket længe for det spillemæssige, tekniske niveau. Men hvis det danske spil kommer til at flyde, så nordmændene skal løbe meget forgæves og kan blive bragt ud af deres defensive organisation nogle gange, ligner det en smal hjemmesejr. Det gælder om at være hurtigst over andenboldene, når nordmændene har slået lange pasninger op i hovederne på de danske forsvarere, og at vinde nærkampene på midtbanen. Og så drejer det sig om at kunne spille hurtigt og direkte, når kontramulighederne byder sig, og spillet skal vendes fra forsvar til angreb over få stationer. Det er kun, når det norske forsvar er helt på plads, at den danske boldcirkulation skal i gang. Nordmændene ved, at de skal lukke af på kanterne. Det spændende bliver at se, om de stiller sig meget langt tilbage, eller om de tør lægge presset på de danske fløjspillere oppe i nærheden af midterlinjen. Gør de det sidste, vil der bliver områder bag backerne, hvor danskerne kan angribe. Gør de det første, skal det danske kombinationsspil være hurtigt, varieret og bevægeligt, så nordmændene på et eller andet tidspunkt bliver kørt møre. Vigitgt at score først Morten Wieghorst har ret i, at det har meget stor betydning, hvem der scorer først. »Kommer vi foran 1-0, får vi ekstra støtte fra tribunerne, og det kan blive nyttigt mod et norsk hold, der rider lidt på en bølge af gode resultater - og er nummer ét i puljen«. Brøndbyspilleren giver udtryk for tro på, at de danske fløjspillere vil være bedre end deres modstandere i løbet af kampen. »Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl og Jesper Grønkjær er alle tre hurtigere end de norske backer«, siger Morten Wieghorst. Nu er det altså kun to af de tre, der er med fra start. Morten Olsen har holdt kortene tæt ind til kroppen og har forsøgt at sende forskellige signaler ud om, hvordan holdet vil blive. Det klogeste vil være at begynde med Grønkjær og Martin Jørgensen. Dennis Rommedahl risikerer at få publikum på nakken, igen, hvis han starter inde og lægger ud med nogle mislykkede aktioner. Ellers giver holdet sig selv, må man mene, med Claus Jensen på den skulderskadede Jon Dahl Tomassons plads og Morten Wieghorst ved siden af Thomas Gravesen på den defensive midtbane. Tre nøglespillere Skulle man - som den forhenværende landstræner Richard Møller Nielsen ofte gjorde - på forhånd udpege tre danske nøglespillere, vil det være: Martin Laursen, Thomas Gravesen og Ebbe Sand. Den store Martin Laursen har fysikken og evnerne til at vinde duellerne med den store John Carew foran det danske mål og afvise de norske luftangreb. Thomas Gravesen skal - sammen med Wieghorst - binde holdet og spillet sammen og med lange, diagonalbolde flytte spillet fra den ene til den anden side, så der pludselig skabes én mod én-situationer, hvor de hurtige danske kanter har front mod backen og kan udfordre og komme af sted til indlæg. Og Ebbe Sand skal i endnu højere grad end tidligere, på grund af Tomassons fravær, være træfsikker som afslutter. Og han skal, som han altid er god til, tillige arbejde hårdt på at få fjernet midtstopperne, så der bliver rum til, at midtbanefolkene kan komme ind i hullerne og afslutte. Men den del af det danske spil vil givetvis lide under, at Tomasson mangler, for det er jo hans speciale at læse spillet og komme nærmest snigende bagfra og udnytte, at Sand har skabt plads. Se på stillingen i puljen: Den fortæller, hvor ærgerligt det var, at Danmark ikke kunne holde fast i føringen i Oslo, hvor nordmændene fik 2-2 til allersidst. Vi må ikke tabe i aften. Så ser det altså skidt ud med slutrundehåbet. Men det gør Danmark heller ikke. Det siger spillerne jo: »Vi vinder«.