Augenthaler kan nå 'the double' - den forkerte vej

Augenthaler var i årevis stamspiller på det tyske landshold. Her er han i kamp med Paul Gascoigne (hvid) i VM-semifinalen i 1990. Tyskerne vandt - til sidst. - Foto: AP
Augenthaler var i årevis stamspiller på det tyske landshold. Her er han i kamp med Paul Gascoigne (hvid) i VM-semifinalen i 1990. Tyskerne vandt - til sidst. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»Jeg ser helst, at Bayer Leverkusen undgår at rykke ud, så vi har en stærk konkurrent færre i næste sæson i 2. Bundesliga«. Den bemærkning skulle FC Nürnbergs præsident, Michael Roth, ikke være kommet med forleden i ugen, hvor sidste runde i tysk fodbolds øverste række spilles i dag. Nürnberg, der for længst er dømt til nedrykning fra 1. Bundesliga, møder netop Bayer Leverkusen, som formentlig skal have en sejr for at holde Arminia Bielefeld under sig. Spekulationer om billige point Så Nürnberg forærer tre point til Bayer Leverkusen? Den spekulation har givet anledning til stor opstandelse og masser af skriverier i de tyske aviser. I Arminia Bielefeld har målmanden Mathias Hain udtalt, at han tror, at alt er aftalt på forhånd. Bl.a. på nogle møder mellem toplederne i Nürnberg og Leverkusen, som er ved at lave et par spillerhandler sammen. Pikant med Augenthaler Det er en pikant og interessant sag med Bayer Leverkusens nye cheftræner, Klaus Augenthaler, i en central rolle. For en måned siden blev han fyret i FC Nürnberg - og han kan altså blive en af de få trænere, der 'præsterer' at rykke ud af Bundesligaen med to hold i samme sæson. Augenthaler var meget populær hos fansene i Nürnberg. Efter et 3-0-hjemmebanenederlag mod Hertha Berlin var Michael Roth klar til at fyre ham, men den 67-årige mangemillionær, der som præsident allerede havde fyret 12 cheftrænere, måtte vente nogle uger. Hyldet trods fiasko For tilskuerne var så vilde med Klaus Augenthaler, at han blev kaldt tilbage på banen for at blive hyldet en halv times tid efter nederlagskampen. Et par nederlag mere førte imidlertid til, at præsident Roth slog til - og kort efter opstod der rygter om, at Klaus Augenthaler ikke skulle have været helt seriøs og passet sit job godt nok i Nürnberg. Die Weissbier-Connection En lokal avis berettede, at han bl.a. nogle gange i sidste øjeblik havde aflyst taktikmøder, og Augenthaler var en slags formand for Die Weissbier-Connection, en lille sluttet trænerkreds, som af og til tog sig nogle gode store glas øl sammen. Men Klaus Augenthaler har aldrig som trænere i de gamle dage offentligt gjort sig uheldigt bemærket med sin optræden. Den store mestertræner Branco Zebec var f.eks. kendt for i sine sidste år i Hamburger SV at være ret påvirket, når han sad på bænken under kampene. Da han engang råbte »Godt spillet« og »Mere fart på«, og det altså var modstanderne, der havde bolden, hvad han lige havde svært ved at overskue, var hans dage ved at være talte på posten. Tyk manager trøstespiser Bayer Leverkusens overvægtige manager, Reiner Calmund, har taget flere kilo på i de seneste uger, fordi han er stresset og trøstespiser uafbrudt. Ingen tør tænke på, hvad der sker med ham helbredsmæssigt, hvis Bayer Leverkusen taber i Nürnberg, bliver overhalet af Arminia Bielefeld og ryger ud af Bundesligaen. Kahn i turbulens Eftersom Bayern München for længe siden er blevet kåret som suveræn mester, er det mest målmanden Oliver Kahn, aviserne skriver om, når FC Bayern skal omtales. Bliver han hos konen, Simone, eller flytter han permanent sammen med elskerinden, den 21-årige Verena? Ja, udviklingen i den sag optager åbenbart mange tyskere. Magath på tale i Schalke Og så gættes der flittigt på, hvem Ebbe Sand og Christian Poulsen i Schalke 04 skal have som træner i næste sæson. Flirten med Christoph Daum er forbi. Nu nævnes Stuttgarts Felix Magath som et varmt emne. Felix Magath har haft mægtig succes med et ungt Stuttgarthold, som i dag kan sikre sig adgang til kvalifikationen til Champions League.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her