Sjældent slag for golfstjerne

Lyt til artiklen

Svenske Annika Sörenstam har oplevet kolossal interesse forud for sit møde med golfsportens mandlige verdenselite. Som en af Europa Tourens økonomisk mest lukrative og prestigefyldte turneringer er denne uges Volvo PGA Championship naturligvis imødeset med en vis spænding. Interessen fra et dansk synspunkt bliver endda forstærket af, at Anders Hansen er forsvarende mester, og at Thomas Bjørn med andenpladsen i Deutsche Bank Open i søndags har dokumenteret formskarphed forud for turneringen, der spilles i hans 'baghave', idet hans hjem i England ligger lige op til Wentworth. Alligevel løber denne uges turnering på den amerikanske PGA Tour med langt hovedparten af golfverdenens opmærksomhed i denne uge - selv om både Tiger Woods på grund af en knæskade og søndagens vinder af Nelson Byron Classic, Vijay Singh, med kort varsel har meldt fra til turneringen i Fort Worth, Texas. Årsagen er en tilbageholdende svensk kvinde, der ikke er meget for at tiltrække sig opmærksomhed, men ikke desto mindre gør det i kolossal grad, når hun i dag tager kampen op med den mandlige golfelite i Bank of America Colonial. Annika Sörenstam er nemlig den første kvinde siden multitalentet Babe Zaharias i 1945, der deltager i en PGA-turnering, og den omstændighed har i dén grad skabt opmærksomhed i USA, hvor den 32-årige svensker nok med 13 sejre sidste år har markeret sig som sportens suverænt bedste kvindelige udøver, men det har kun været interessant for de allerede golfinteresserede. I de forløbne dage er søgelyset imidlertid blevet noget bredere, efter at Sörenstam på amerikansk tv har optrådt i både Jay Lenos 'Tonight Show', hos CNN og NBC og har været et indslag i nyhedsmagasinet '60 Minutes'. Sörenstam optrådte i selskab med tennislegenden Billie Jean King, der for 30 år siden i en tilsvarende begivenhed besejrede Bobby Riggs, men det var i en opvisningskamp, hvis tilnavn 'Kønskampen' fortalte, at baggrunden dengang var en helt anden, og sammenligninger vil Sörenstam slet ikke vedkende sig. »Jeg tænkte på samfundet. Annika er anderledes, og det er bare i orden«, kommenterede Billie Jean King, da svenskeren fastslog, at hendes motiver udelukkende er af sportslig karakter. »Jeg vil se, hvordan jeg klarer mig mod de bedste mandlige spillere. For mig er det en ny sportslig udfordring«, sagde Annika Sörenstam. Hun kommer alligevel ikke til at møde sit mandlige modstykke, Tiger Woods, der er knæskadet, men hun har udfordret verdensetteren på ord, da Sörenstam blev konfronteret med Tiger Woods' udtalelse om, at hun kun ville gavne kvindegolfens sag, hvis hun klarede sig godt. »Jeg er ikke enig. Vi har allerede fået meget opmærksomhed, og det vil min indsats ikke gøre nogen forskel på«, fastslog Annika Sörenstam, der alene på grund af sine egne ambitioner forventer at være nervøs som sjældent før, når hun i dag kl. 14.58 dansk tid (og fredag kl. 19.58) slår ud i selskab med Dean Wilson og Aaron Barber. Kort baneTirsdag indledte hun en træningsrunde i selskab med spanieren Sergio Garcia og sin landsmand Jesper Parnevik, men det blev kun til tre slag, inden et tiltagende regnvejr og varslet tordenvejr afbrød videre spil. Sörenstam drivede ud i noget rough på et par 5-hul, slog tilbage på fairway og fra 170 meter op lige kort af green. Hendes valg af netop Colonial Country Club hænger sammen med banens længde. Den er i underkanten af det normale på PGA Touren, hvilket giver hende en chance for at kompensere for de manglende meter, hun vil have i forhold til konkurrenterne, men med sine cirka 6.000 meter er banen fortsat 500 meter længere end den typiske bane på kvindernes LPGA Tour. »De tidligere vindere på Colonial har været dem, der har kunnet styre bolden frem for dem, der har været stærke. Det er også min force«, konstaterer Annika Sörenstam, der får opbakning af den tidligere nummer to på verdensranglisten, amerikaneren David Duval. »Jeg ville ønske, at jeg kunne slå lige så lige, som hun kan. Det er imponerende«, siger David Duval, der har spillet to opvisningsrunder med svenskeren, som han ikke desto mindre tror, får problemer med at klare cuttet. allan.nielsen@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her