Målsætningen for Danmarks A-VM debutanter, der lørdag indleder mod USA, er at stabilisere sig i det fine ishockeyselskab og undgå at ryge ud med det samme. Det mål har danskerne to chancer for at nå. Første forsøg er i den indledende omgang. Kikser det her så får danskerne endnu et forsøg i nedrykningsslutspillet. Danmark i pulje B De 16 hold, som deltager ved A-VM i Finland, er inddelt i fire indledende puljer. Her stilles Danmark i pulje B overfor to af de helt store ishockeynationer USA og Rusland og mere jævne Schweiz. De tre bedst placerede hold i puljen, der afvikles i Tampere, går videre til mellemgruppespillet, mens det sidste hold spiller videre om at undgå nedrykning. Det betyder, at Danmark formentlig, med en sejr over Schweiz i den sidste indledende puljekamp, kan sikre sin forbliven i det fine ishockeyselskab. Danmarks sejrschancer i de to første kampe mod ishockey-stornationerne USA og Rusland virker umiddelbart utopiske. Rusland og det tidligere Sovjet Unionen har tilsammen 23 VM-guldmedaljer og otte OL-guldmedaljer. USA er OL-guldvinder fra 1980 og sikrede sig sølv ved sidste års vinter-OL. De to modstander-nationers VM-resultater de seneste år giver dog Danmark et spinkelt håb. Under sidste års VM måtte USA nøjes med uafgjort 2-2 mod Tyskland som Danmark besejrede i forrige weekend. Og ved VM i 2001 blev USA slået af både Letland og Østrig, to nationer som Danmark er på niveau med. Terrorfrygt kan blive dansk fordel Til Danmarks fordel taler også, at USA normalt har svært ved at få sine NHL-stjerner til at stille op i VM og i år har haft ekstra svært ved at finde motiverede NHL-spillere på grund af terrorfrygt efter krigen i Irak. Ruslande måtte ved det seneste VM nøjes med uafgjort mod Ukraine, som Danmark tidligere i år har besejret. At russerne også kan tabe til mindre ishockeynationer blev demonstreret på hjemmebanen i Skt. Petersborg i 2000. Her tabte det russiske hold - der var besat med NHL-storstjerner som Alexei Yashin, Pavel Bure og Valeri Kamenski - blandt andet til mindre ishockeynationer som Schweiz, Letland og Hviderusland. Da Rusland til dette års VM kommer med et hold af unge, ambitiøse spillere, som kæmper for at sælge sig til NHL-klubberne, er der dog formentligt ikke de store chancer for, at russerne vil tage let på opgøret mod Danmark. Nøglekamp mod Schweiz Danmarks nøglekamp kommer til at stå mod Schweiz. Selvom Schweiz ikke ishockeymæssigt er på niveau med Danmarks to første modstandere, så har Schweiz imponeret med en VM-semifinaleplads i 1998 og en femte plads i 2000. Samtidig er Schweiz et land, som har en betydeligt stærkere ishockeykultur end Danmark. Det afspejles blandt andet i antallet af aktive ishockeyspillere og udbredelsen af skøjtebaner i de to lande. Mens Schweiz har næsten 24.000 aktive ishockeyspillere, som kan benytte sig af 131 udendørs og indendørs skøjtebaner, så er der i Danmark blot 17 skøjtehaller og 4121 spillere. Danmark har mødt Schweiz 10 gange og tabt alle opgør. Til Danmarks fordel taler dog, at Danmark, siden det sidste møde med Schweiz i Mont Blanc Cup i 1998, er gået betydeligt frem, mens det schweiziske landshold de seneste år har oplevet en periode med tilbagegang. Ved det seneste VM tabte Schweiz fire af sine seks kampe. Kun kampene mod Letland og VMs prygelknabe, Japan, lykkedes det Schweiz at vinde. Alpeland uden profil Danmark kan også glæde sig over, at Anaheim sensationelt slog Detroit Red Wings ud af NHL-slutspillet. Det betyder, at Schweiz er afskåret fra at bruge sin bedste spiller, den meget stærke målmand Martin Gerber, der jævnligt vogter målet i Anaheim. Hvis Danmark undgår at slutte sidst i den indledende pulje B, fortsætter holdet til mellemgruppen i Turku sammen med de andre to bedst placerede nationer fra pulje B. Mål og point fra de tre holds indbyrdes opgør bæres med videre til mellemgruppen, hvor de tre nationer fra pulje B møder de tre bedst placerede hold i pulje C. Canada og Sverige venter Det betyder, at Danmark formentligt igen skal møde to store ishockeynationer, nemlig Canada og Sverige. For landstræner Mikael Lundström bliver det en særlig oplevelse at møde sit hjemland Sverige. »Jeg har prøvet det et par gange før, da jeg var landstræner for Frankrig. Det er en meget speciel oplevelse at stå overfor de spillere som jeg kender så godt og har fulgt igennem mange år. Nogle af dem har jeg selv trænet, da jeg havde det svenske B-landshold. Også de fleste ledere omkring det svenske landshold kender jeg godt«, siger Mikael Lundstrøm. Tabte med 47 mål Mod Canada vil de danske spillere få en længe ventet mulighed for at revancere det pinagtige 0-47 nederlag fra VM i Stockholm 1949 Det sidste hold som Danmark skal møde bliver Letland eller Hviderusland. Herefter fortsætter de fire bedst placerede hold - i den sammenslåede pulje B og C - til kvartfinalerne, hvor holdene på kryds møder de fire bedste hold fra den anden mellemgruppe. De to sidste hold i mellemgruppen har spillet færdig og er sikre på at spille i A-gruppen næste år. Nedrykningsspil Slutter Danmark sidst i den indledende pulje B, bliver holdet i Tampere og spiller om at undgå nedrykning. Modstanderne er firerne fra de tre øvrige puljer. Det betyder, at Danmark formentligt skal møde Japan fra pulje A, Letland eller Hviderusland fra pulje C og Østrig eller Slovenien fra pulje D. De to sidste hold i nedrykningsspillet rykker automatisk ned i B-gruppen. Men da Fjernøsten, det vil sige Japan, også næste år er garanteret en plads i A- gruppen, og Japan per tradition slutter sidst i nedrykningsslutspillet, så betyder det i praksis, at kun nummer et i nedrykningsslutspillet overlever i A- gruppen. Så mens Danmark i den indledende pulje formentligt kan sikre fornyet medlemskab til A-gruppen med en enkelt sejr, så kan det kræve tre sejre i nedrykningsspillet at undgå nedrykning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























