Holte vandt søndag eftermiddag DM-finalen i volleyball for kvinder med 3-0 over DHG Odense. Holte-spillerne så ud til at have mest overskud, og de vandt forholdsvis ubesværet første og andet sæt 25-22 og 25-17. I det hele taget var nordsjællænderne spilstyrende i en kamp, hvor Årets Spiller Lene Gertsen viste, at hun var sin titel værdig. For fynboernes vedkommende var de to første sæt præget af personlige fejl og problemer med at få fat i nordsjællændernes server. I tredje sæt kom DHG dog foran og begyndte at rette op på de skidte takter. Men Holte blev lukket ind i sættet, da de udlignede til 18-18. Herefter var kampen uhyggelig tæt, DHG fik tilkæmpet sig en sætbold, som de missede, og kort efter var nordsjællænderne igen ovenpå med matchbold ved 25-24. Den udnyttede Mille Vallø Clausen med en flot afgørende serv, og førte dermed Holte til en sejr på 26-24.
Holtes kvinder tog DM-guld
Lyt til artiklen