Vel omkring et par hundrede viborgensere havde i går valgt at forlægge søndagsudflugten til lune himmelstrøg i den spanske Middelhavsby Valencia, og bedømt på deres sang og dans i minutterne omkring klokken 18 fortrød ingen af dem rejsen sydpå. De havde nemlig lige set de lokale håndboldheltinder spille uafgjort 34-34 mod hjemmeholdet i den første semifinale i Champions League og dermed spille sig meget tæt på selve finalen. Et ben i finalen En sejr på blot et enkelt mål hjemme i Viborg Stadionhal vil sende domkirkebyens døtre i slutkampen i den fornemste europæiske klubturnering for tredje gang, og bedømt på indsatsen i Valencia står det danske mandskab med særdeles gode kort på hånden. For seks år siden blev Viborgs legendariske mandskab med Anne Dorthe Tanderup, Anette Hoffmann, Janne Kolling, Susanne Munk Lauritsen og mange flere bombet sønder og sammen af selv samme Valencia i netop Champions League-finalen, men i går fik jyderne så en halv revanche, som kan blive fuldbyrdet på søndag. Den daværende hovedperson, storskytten Natalia Morskova, sad i går på bænken efter netop at have gennemgået en meniskoperation. Alligevel bød spanierne på store navne som serberen Tatiana Medved og den franske højrefløj Stephanie Cano - kåret til EM-slutrundens bedste på sin plads i fjor. Kvikt angrebsspil Kampen udviklede sig til en meget jævnbyrdig affære, hvor begge mandskaber leverede kvikt og idérigt angrebsspil. Til gengæld kneb det mere med forsvarsspillet, og i lange perioder var der nærmest åbent hus i begge ender, hvad cifrene også mere end antyder. Selvom Valencia med den godt spillende bagskytte Puche og en sikker afslutter på stregen i Gomez ved flere lejligheder var ved at tage afstand, hang Viborg hele tiden på og kunne gå til pausen foran 17-16. Spanierne trak en smule fra I 2. halvleg kunne spanierne igen trække en smule fra og førte på et tidspunkt med to mål. Større blev føringen dog aldrig, og det skyldtes blandt andet storspil i målet af den unge landsholdskeeper Louise Bager Nørgaard, der klart overstrålede den mere erfarne Heidi Tjugum, som ikke fik fat i noget. Roslyng strålede Derudover spillede venstrefløjen Christina Roslyng noget af det bedste, der er set fra hendes side i denne sæson. Målrettet, koncentreret og træfsikker i angrebet og konsekvent i forsvaret, hvor hun stort set holdt Cano i et jerngreb, så den franske verdensstjerne til sidst blev pillet ud af den temperamentsfulde træner Christina Mayo. Pragtpræstation af Deriouguina På stregen spillede Natalia Deriouguina også en pragtkamp, og hun har næppe været bedre end netop nu. Først og fremmest var det dog en holdindsats, der skaffede Viborg det gode udgangspunkt inden returkampen, hvorimod spanierne var langt mere afhængige af enkelte spilleres præstationer. Mulighed for ren dansk finale Mulighederne for en rent dansk finale er stadig til stede, selvom Ikast får det svært efter et nederlag på 33-28 til Krim Ljubljana i den første semifinale lørdag aften. Med en fyldt Arena i Århus skal jydernes muligheder dog bestemt ikke afskrives, men der er umiddelbart lagt op til en gentagelse af Champions League-finalen anno 2001, hvor Krim samlet besejrede Viborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























