Rumænerne ved nu alt om Thomas Gravesen, og hvordan den danske landsholdsspiller ser ud fra yderst til inderst. To dage før EM-opgøret i Bukarest bragte en af de store rumænske sportsaviser i går en omtale af spilleren, der både er genial og en gang imellem lidt gal. Illustrationen var et seksspaltet, kæmpestort farvefoto af Gravesen, der i en yderst pinlig og kompromitterende situation fra EM-holdets træning først på ugen i Vedbæk blotter sig skrævende over holdkammeraten Claus Jensen, der sidder intetanende i græsset. »Jeg var da ikke klar over, at ham den rumænske fotograf stod i nærheden«, forklarede Thomas Gravesen efter den danske EM-trups træning i aftes på et lille stadion i udkanten af hovedstaden. Da danskerne ankom med charterfly midt på dagen, blev Gravesen overfaldet af rumænske reportere og fotografer, men da han havde ingen kommentarer. »Alle drenge har en« I aftes ville han godt sige noget. En kvindelig tv-reporter ville på engelsk vide, om han havde fortrudt. »Næ, alle drenge har jo sådan en«, svarede Thomas Gravesen kvikt med henvisning til, hvad han hiver frem og viser på billedet. Kort forinden havde han imidlertid på dansk erklæret: »Det var ment som en joke, men det endte som en dumhed. Jeg fortryder, og det sker aldrig igen - for det tager åbenbart helt opmærksomheden fra fodbolden og en meget vigtig kamp«. Claus Jensen blev bedt om at kommentere episoden og sagde, at han jo vidste, at hans værelseskammerat gennem de seneste tre år på landsholdet ikke mente noget ondt med det, han gjorde. »Thomas er impulsiv og gør nogen gange noget, som ikke er så gennemtænkt.« Morten Olsen: Må ikke ske igen Morten Olsen har haft fat i Thomas Gravesen og forklaret ham, at den slags scener er uværdig for en landsholdsspiller, som landstræneren udtrykte det. »Det er gjort i kådhed og dumhed. Thomas er ofte bare en dreng, der bare er glad for at spille fodbold - men det her må ikke ske igen. Vi har talt om det internt, og nu snakker vi ikke mere om det udadtil«. Danskerne kom tre kvarter senere end planlagt til træningsbanen, fordi der var problemer med at manøvrere bussen gennem byen. Da der blev spillet til to mål, opførte Thomas Gravesen sig eksemplarisk. Engang imellem går han over gevind og mister overblikket og besindelsen og bruger sine mange kræfter forkert i nærkampene. »Det sker ofte på fodboldbaner overalt, når der trænes med høj intensitet før en vigtig kamp«, sagde Morten Olsen med henvisning til et Gravesen- samenstød med Jan Michaelsen. »Det tilhører småtingsafdelingen, men jeg er der som træner til at gøre opmærksom på, når en spiller går over stregen«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























