Slagelse lægger ikke skjul på, at ambitionen er at vinde Champions League. Vejen til den mest prestigefyldte klubturnering af dem alle går gennem sejr i Håndboldligaens grundspil eller erobring af DM-titlen, og Slagelse er i første omgang godt på vej til at indfri det første krav. Slagelse har indtil videre blot tabt to kampe i denne sæson - først til GOG på Fyn i oktober sidste år og kort før jul til Ikast hjemme i Slagelse - og som holdet spiller for tiden er det svært at se, at den statistik kan blive forringet væsentligt. Viborg chanceløs Søndag var de forsvarende mestre fra Viborg på besøg i Antvorskovhallen, men borset fra en føring i starten af kampen, var Ulrik Wilbeks mandskab aldrig i nærheden af at få point i opgøret, og Slagelse vandt 36-31. Viborg lagde ud med at mandsopdække Slagelses to bagspillere Camilla Andersen og Borjana Petrovic, og det taktiske træk skulle hjemmeholdet lige vænne sig til, og i den tid det tog, bragte Viborg sig i front med 5-1. »Det havde jeg ikke regnet med lige fra starten, men det var klogt, fordi jeg havde to spillere (Ausra Fridrikas og Jeong-Ho Hong, red.), som skulle spilles ind efter en pause«, var den anerkendende kommentar fra Slagelses træner Anja Andersen til det træk. Men det stjernespækkede hold fandt roen, og 10 minutter inde i kampn udlignede de til 5-5. Kort efter gik Viborg væk fra mandsopdækningen, og nogenlunde samtidig fik Slagelse skabt et forspring, som Viborg aldrig indhentede. Strålende Camilla Andersen Camilla Andersen var ikke til at styre, og når hun ikke selv scorede - det blev til i alt 10 mål - sendte hun afleveringer ind i hånden på stregspiller Mette Melgaard, der sjældent svigtede, og i alt stod for ni af Slagelses mål. Viborg, der for en uge siden fik en øretæve af Herz Budapest i Ungarn og i torsdags tabte endnu en udebanekamp, denne gang til Ikast, havde store problemer i forsvaret, og hverken Louise Bager Nørgaard eller Heidi Tjugum havde en af deres bedste dage. Mod slutningen af 1. halvleg gik det stærkt for Slagelse, og Viborg kom længere og længere bagud. På fem minutter gik Anja Andersens mandskab fra en menneskelig føring på 14-10 til de mere ydmygende cifre, set med viborgensiske øjne, på 19-10. Pauseresultatet var 20-13. Med 10 minutter tilbage af opgøret var Viborg bagud med ni mål, 32-23, men derefter lykkedes det gæsterne at komme nærmere Slagelse. Viborg nåede aldrig i nærheden af blot det ene point, men at holdet fik begrænset nederlaget til fem mål, kan måske hjælpe på spillernes selvtillid. Ros fra Anja A. Efter kampen delte Anja Andersen ros ud til sine spillere. »Jeg synes, at de spillede den bedste 1. halvleg, jeg nogen sinde har set på hjemmebane«, sagde Anja Andersen og uddybede sin begejstring. »Når man kommer bagud 5-1, så ryster det selvfølgelig lidt, men det er flot, at de kommer tilbage, og så spillede de Viborg ud af banen. Men jeg synes, der er moral i hans (Ulrik Wilbeks, red.) hold, for de kommer flot tilbage i 2. halvleg«, lød rosen til Viborg fra Anja Andersen, der med egne ord er ligeglad med, hvem modstanderen i slutspillet bliver. Nu handler det i første omgang om at vinde grundspillet, så billetten til Champions League bliver sikret. Slagelse fører ligaen med to point ned til Ikast, og de to hold mødes på lørdag. Tager til Ikast for at vinde »Der er ingen tvivl om, at vi tager til Ikast for at vinde. Vi gav dem to point på hjemmebane, og dem vil vi have tilbage«, sagde Anja Andersen. GOG ligger på tredjepladsen, tre point efter Slagelse, efter at holdet i går vandt 26-23 over FCK Håndbold, der ser ud til at skulle ud i kvalifikationskampe for at blive endnu en sæson i den bedste danske håndboldrække. Viborg ligger på fjerdepladsen med 25 point og skal ud i endnu en topkamp på onsdag, når GOG kommer på besøg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























