Pædagoger skal specialiseres, så de bedre kan formidle glæden ved idræt. Det er baggrunden for, at Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium i Virum i begyndelsen af 2001 oprettede en idrætslinje til at supplere den almindelige pædagoguddannelse. »Man skal være aktiv idrætsudøver for at komme med på idrætslinjen, og man skal også have en funktion som træner eller instruktør i en klub«, siger Lars Frost, leder af idrætslinjen på seminariet. Han er ikke bare leder, han er samtidig også den eneste interne underviser på uddannelsen. »På Skovtofte er det idrætten, der uddanner idrætten. Derfor bruger vi meget ekstern undervisning fra folk, der færdes i idrætsmiljøerne til daglig«, siger Lars Frost og puster ud fra morgentræningen en mørk morgen i Virum Hallen. Her fræser cirka 30 studerende rundt og laver kasteøvelser med bolde og frisbees. Støjniveauet er højt, men det er kun positiv energi og latter, der kommer ud fra de morgenfriske struber. Lars Frost fik idéen til idrætslinjen fra sin egen baggrund som sygeplejerske, hvor han var med til at aktivere psykiatriske patienter. »Jeg kontaktede Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark, som var positive over for idéen, og for to år siden startede vi så op med idrætslinjen på seminariet. Det er meningen, at de studerende skal uddanne hinanden, også når vi som i dag mødes om morgenen til fælles leg. For eksempel kan gymnasterne varme de andre op, og så giver jeg feedback på opvarmningen. Du kan være nok så dygtig til en idrætsgren, men du skal også kunne give det videre til andre. Formidlingen er alfa og omega«, siger Lars Frost, som selv har dyrket judo på højt plan. 38-årige Henrik Løften er én af de studerende, der har været med på idrætslinjen fra begyndelsen i februar 2001. Denne morgen er han dog ikke med til træningen på grund af en skade, så han må nøjes med at se på fra tilskuerpladserne. »Idrætten er god at bruge som tilgang til at skabe relationer mellem mennesker, uanset deres sociale baggrund«, mener han. Henrik Løften er oprindeligt udlært elektriker, men har sideløbende haft en elitekarriere som fodboldspiller, der bragte ham til klubber som Hvidovre, B 1903 og Herfølge. I dag træner han lilleputter i Brønshøj Boldklub. Studietiden på seminariet indeholder flere praktikperioder. På andet år af uddannelsen skal de studerende arbejde med såkaldte udstødte grupper; det kan være DAMP-børn, autister eller unge med sociale problemer. Henrik Løften har blandt andet arbejdet med utilpassede unge ved Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk. »Det er vigtigt for mig at gøre børn og unge interesseret i idræt. Alt for mange jages væk fra idrætten, fordi de får nogle dårlige oplevelser og f.eks. bliver valgt til sidst, når der skal vælges hold i skolen. Det kan jeg ændre på som pædagog ved at sætte holdet fra starten og sørge for, at alle kommer til at vinde en gang imellem. Der skal være 50 procent spil og 50 procent legeøvelser. Man skal gøre en indsats for at få børn væk fra computeren. Når noget lykkes i arbejdet med de unge, får man et løft, selv om der er nederlag på vejen. Men det er de små sejre, der virkelig betyder noget«, vurderer Henrik Løften. Hans egen fortid med idræt på topplan er også kommet ham til gode i arbejdet med omsorgssvigtede unge. »Det kan jo godt blive lidt vildt under træning. Dér kan jeg godt bruge mine egne erfaringer fra idrætsverdenen, hvor jeg har været vant til at arbejde under meget pres«, siger han. Som et led i praktiktiden på idrætslinjen rejser Henrik Løften snart en tur til Kroatien for at deltage i de fodboldskoler på Balkan, som danskeren Anders Levinsen etablerede for snart fem år siden. 23-årige Maria Hansen skal også med på turen til Kroatien. Hun er tilflytter fra Fyn, hvor hun spillede meget håndbold. »Skovtofte er et perfekt sted. Det er ikke så stort (hele seminariet har cirka 350 studerende, red.), og der er jo nok en særlig ånd på idrætslinjen. Det er altid spændende at være med til at starte noget nyt op«, siger hun. Idrætslinjen har fået en god start med mange ansøgere, og Lars Frost håber, at den kan være et eksempel til efterfølgelse. Han ønsker at få udbredt Skovtofte-modellen, så den bliver udbredt over hele landet. »Vi forsøger også at få skabt en lignende uddannelse på lærerseminarierne og har blandt andet talt med Zahles Seminarium om at lave noget tilsvarende dér. Det afhænger også af samarbejdet med kommuner og idrætsklubber. Heldigvis har Lyngby-Taarbæk Kommune vist stor samarbejdsvilje, så vi blandt andet kan leje os ind i hallen hér«, siger Lars Frost.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























