Medaljedyst med uventet optakt

Lyt til artiklen

Efter den første runde i SuperBestligaens sluspil tegner der sig tendenser, som både rummer ventede og overraskende elementer i optakten til den afgørende medaljestyrkeprøve mellem de eneste otte overlevende klubber i dansk eliteishockey. Odense, der har været dominerende gennem hele sæsonen, tog fra Herlev med en sejr på 4-2, men den indsats var vel ikke helt så overbevisende som ventet. Det tilsvarende må konstateres om det andet af de mandskaber, der avancerede til mellemrunden med tre points forspring til rivalerne. Rungsted vaklede på afgørende tidspunkter og kan takke sig selv for, at der kun kom to point ud af udflugten til Frederikshavn, der endte med 4-3-sejr til gæsterne efter straffeslag. Jysk omvæltning Omvæltningerne i det etablerede hierarki stod Esbjerg og Aalborg for - og vel først og fremmest vestjyderne. For selv om de for nylig på hjemmebane har ydmyget tyrene fra den københavnske omegn, skal der noget exceptionelt til at bevæge sig ind i den stemningsfyldte Arena i Rødovre og slippe derfra med en sejr på 5-3. Det betyder, at Rødovre har kniven for struben fredag mod Rungsted. Aalborg, der ligesom Rødovre avancerede til slutspillet uden point, greb derimod straks halmstrået og levnede egentlig ikke Herning ret mange chancer. Den dyst sluttede 4-1, og dermed er det i høj grad op ad bakke for to af traditionsrige storklubber i dansk ishockey Rødovre og Herning. Rungsted bragte sig i defensiv De forsvarende mestre fra Rungsted må befinde sig i en lidt mærkværdig følelsesmæssig tilstand efter visitten i Frederikshavn. I størstedelen af matchen, der eksploderede i et festfyrværkeri af ishockey med 2-1-føring til gæsterne efter små fem minutter, lignede Rungsted vinderen, men så sørgede nordsjællænderne med udvisninger på stribe for at bringe sig selv fuldstændig i defensiven. Frederikshavn ville under normale omstændigheder ikke have haft en chance for at komme på højde med Rungsted igen efter Lasse Degns scoring til 3-1 midt i 2. periode efter et fortrinligt oplæg fra Nicolas Monberg. Og der skulle da også spil fem mod tre i 3. periode til, for at Frederikshavn kunne udligne Rungsteds forspring. Tæt på fiasko for mestre Og så var det endda ved at gå grueligt galt for de forsvarende mestre i den forlængede spilletid. Det må tilstås dem, at de absolut ikke havde dommertække, men det skulle de måske nok selv have fundet ud af. En taktisk genistreg af Rungsted var det at lade landsholdsmålmanden Michael Madsen, som havde haft adskillige superredninger, erstatte af Henrik Bjerring i straffeslagene. Bjerring var umulig at passere, og da Nicolas Monberg var den eneste, som var i stand til at udnytte denne form for solochance, kunne Rungsted trods alt rejse hjem med to af de tre mulige point.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her