Stor dansk sejr over Egypten

Lyt til artiklen

En fodboldlandskamp i Kairo er som alt andet i Egypten; uforudsigeligt og fuldstændig kaotisk. Da projektørerne over det enorme internationale stadion i Kairo blev slukket, og de danske spillere hastede til lufthavnen for at nå en natflyver mod mere velkendte nordiske breddegrader, var det derfor tvivlsomt, hvad Morten Olsen reelt kunne tage sig med fra testen på det afrikanske kontinent. Jensen i hovedrolle Den ramponerede lystavle viste en klar dansk sejr på 4-1, men en farceagtig optakt, en elendig bane og en temmelig overmatchet dommer er ikke det bedste udgangspunkt for at spille et hold sammen med henblik på næste måneds afgørende EM-kvalifikationskamp i Rumænien. Til gengæld skal landstræneren nu finde ud af, hvad han i Bukarest stiller op med Claus Jensen, for med tre scoringer og en altdominerende hovedrolle er teknikeren fra Charlton ikke længere til at komme uden om. Nægtede spillerne adgang Kaoset i Kairo begyndte ellers allerede halvanden time før kickoff, da en lille samling militærfolk og stadioninspektører kategorisk nægtede de danske spillere adgang til banen, mens Morten Olsen - der i den situation havde hidset sig en del op - også måtte acceptere, at kampen blev et kvarter forsinket, fordi det egyptiske hold lige skulle finde nogle røde trøjer et eller andet på den modsatte langside. Det betød, at det danske hold måtte ud ind og ud af banen et par gange, inden der endelig kunne spilles fodbold på den ujævne og knoldede bane, som allerede i de første fem minutter gav en del mærkværdige misforståelser i begge ender af banen. Egyptiske chancer Placeringsproblemer mellem Martin Laursen og René Henriksen udløste en hurtig chance til den egyptiske popstjerneangriber Mido, mens Jon Dahl Tomasson i den anden ende til gengæld fik foræret to åbne muligheder. Den danske topscorer var i Ebbe Sands skadefravær rykket frem som forreste angriber, mens Claus Jensen i trøje nummer 10 bagved skulle udfylde rollen som bindeled mellem midtbane og angreb. Specielt den sidste del af den konstellation fungerede fremragende, og Claus Jensen var sammen med en veloplagt og udfordrende Jesper Grønkjær klart bedste spiller før pausen, hvor egypterne, der hurtigst fik styr på spillet, bragte sig foran efter 21 minutters spil. Sørensen snydt Her endte et godt gennemspillet angreb hos den lille højrefløj Ahmed Hassan, der overraskede både det danske forsvar og Thomas Sørensen ved i stedet for et indlæg at knalde bolden ind under overliggeren. På det tidspunkt lignede det danske hold et mandskab uden styring, men otte minutter senere ændrede kampen karakter, da Jon Dahl Tomasson blev fældet på kanten af straffesparksfeltet efter selv at have kæmpet sig til en friløber mod egypternes mål. Rødt kort og udligning Den langt fra skarpe lokale egyptiske dommer, der efter sigende havde afløst en ikke fremmødt englænder, hev under store protester det røde kort frem til Tarek El-Sayed, og efterfølgende sparkede Claus Jensen elegant frisparket op i det korte hjørne. En mand i overtal fik det danske mandskab naturligt mere spil, men det lykkedes ikke for Christian Poulsen og en tung Thomas Gravesen at tiltvinge sig afgørende kontrol over den centrale midtbane, mens højresiden med Jan Michaelsen og Dennis Rommedahl heller aldrig kom ind i kampen. Jon Dahl på pletten Til gengæld kan man tilsyneladende altid regne med Jon Dahl Tomassons målnæse, og et lille kvarter efter pausen var angriberen på pletten, da Grønkjær sendte en flad aflevering på tværs i feltet. Det knækkede egypterne, og Claus Jensen kunne begynde sit one-man show, hvor han med sin egen scoring nummer to og tre satte en klar streg under, at han bør være en fast del af startopstillingen på det danske landshold. Debut til Kristiansen og Priske Til sidst i kampen blev der også plads til landsholdsdebut for både Jan Kristiansen og Brian Priske, og dermed fik i hvert fald tre mand noget ud af opgøret i Egypten, som sluttede præcis lige så kaotisk, som det startede, da tilskuerne i åbenlys frustration begyndte at smide ting ind på banen, mens egypterne fik endnu en udvisning. Præcis hvor landsholdet står inden kampen i Rumænien, er til gengæld umuligt at sige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her