En Mølby i mesterlære

Lyt til artiklen

For anden gang i løbet af få år er den tidligere landsholdsspiller Johnny Mølby gået i lære. Mølby, der herhjemme spillede for Vejle og AGF og en årrække var professionel i franske Nantes, tyske Borussia Mönchengladbach og belgiske Mechelen, er blevet udlært som elektriker - og nu er han i mesterlære i trænerfaget hos ekslandstræner Richard Møller Nielsen. Efter at fætteren Torben Mølby i efteråret forlod posten som cheftræner i 2.-divisionsklubben Kolding FC, blev Johnny Mølby, 34, tilbudt jobbet. Han er i gang med sin tredje sæson som Kolding-spiller, og han vil spille videre i hvert fald frem til sommerpausen. »Jeg føler ikke, at det kan forenes at være cheftræner og spiller, men det er fint nok, at jeg er trænerassistent under en erfaren træner, og det var helt perfekt og et scoop for Kolding, at man fik fat i Richard Møller Nielsen. Ham kan jeg lære en masse af, og det kan jeg bruge, når jeg måske selv senere skal være cheftræner«, siger Johnny Mølby. Var med i EM-truppen Han har kendt Richard Møller Nielsen i mange år. Johnny Mølby var med i truppen i 1992, da Danmark vandt EM. Fire år senere forlod Richard Møller Nielsen Danmark for at blive landstræner i Finland. Derefter arbejdede har et par år i Israel - og efter at han har trænet med Kolding-spillerne et par uger, gjorde han i går hjemme på Fyn, i Korup, comeback som klubtræner i Danmark, hvor han i december 1985 stoppede som cheftræner i OB. »Richard nyder hver dag som Kolding-træner. Det kan vi alle se«, fortæller Johnny Mølby. »Han er glad for at være tilbage på træningsbanen og have et hold at arbejde med uge efter uge. Han er altid i godt humør og har mange sjove og lune bemærkninger, og spillerne mærker, at de har fået en virkelig kapacitet som træner«. »Richard kan ikke forvandle de spillere, vi råder over nu, til topspillere, men han kan udvikle hver enkelt, og han kan gøre holdet taktisk bedre. Hans varemærke er jo, at han er meget dygtig til at få det maksimale ud af et spillermateriale, og hans start i Kolding har været til stor gavn for os alle«. Richard Møller Nielsen havde et bredt smil på, da træningskampen mellem de to 2.-divisionshold blev fløjtet af i går. Kolding FC slog Korup 3-0.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her