OB's Søren Berg er efterhånden ekspert i hurtig udrykning. To gange i træk har Morten Olsen indkaldt ham til landsholdsture med få timers varsel, og på onsdag kan angriberen, der for bare tre år siden optrådte for Fjordager, få sin officielle debut i rødt og hvidt. Søndag aften sad Søren Berg faktisk ved middagsbordet hjemme i Agedrup med masser af jordnære planer for den de næste par dage, da telefonen ringede. I røret var landsholdets holdleder, Simon Rasmusen, som kunne fortælle, at Ebbe Sand var blevet skadet i låret, og at landstræner Morten Olsen i stedet havde udtaget ham, Søren Berg. Anden gang Dermed skulle OB'eren for anden gang i 2003 reagere hurtigt, hente et par fodboldstøvler i klubben og så ellers sætte kursen mod Kastrup Lufthavn. Da Søren Berg blev udtaget til ligalandsholdets tur til Bangkok og Hongkong skete det nemlig også først dagen før afrejsen, hvor Morten Olsen valgte at se bort fra Peter Madsen. »Dengang havde jeg dog fået et lille hint om, at jeg skulle holde mig klar, mens jeg ærlig talt var totalt uforberedt på at skulle med her til Egypten. Som den sidst udtagne til ligalandsholdet regnede jeg ikke lige med at stå først i køen til A-landsholdet, men jeg kan selvfølgelig kun være helt vildt tilfreds, når man ser på, hvad der ellers er af angribere rundt omkring«, lyder det fra Søren Berg og nævner selv Boltons formstærke Henrik Pedersen som en anden oplagt mulighed til reservepladsen for Ebbe Sand. Under et transitophold i Frankfurt på vej til den egyptiske hovedstad havde Morten Olsen imidlertid forklaret, hvordan han havde været yderst tilfreds med Søren Bergs indsats på turen til Østen. Her havde den teknisk stærke, landmandsuddannede fynbo specielt imponeret landstræneren som en boldfast spiller, der er god til at fordele boldene videre med ryggen mod mål. Tre kampe med fuld spilletid Efter tre kampe med stort set fuld spilletid på ligalandsholdet er der dermed også lagt op til, at den nyeste mand i truppen får sin officielle debut i rødt og hvidt på det enorme nationale stadion i Kairo onsdag aften. Truppen i Egypten bugner nemlig ikke ligefrem med den slags spillere, som Morten Olsen kalder 'dybe angribere'. »Som udgangspunkt regner jeg ikke selv med noget, og derfor kan jeg også kun blive positivt overrasket. På ligalandsholdet kom jeg også med på afbud, men der endte jeg med at spille alle tre kampe fra start, så jeg må have gjort noget rigtigt«, siger angriberen, der ellers ikke er kendt for sine utallige scoringer. Faktisk fik Søren Berg, der for bare tre år siden spillede i landsbyklubben Fjordager, en stor del af efteråret ødelagt af en brækket fod, men til gengæld gav det ham en fordel, da Morten Olsen pludselig kaldte første gang i januar. »Hele vinteren har jeg trænet ekstra meget for at være helt klar til sæsonstarten i OB. Ellers kunne det måske godt være lidt træls at blive udtaget i sidste øjeblik, hvor man ikke kan nå at forberede sig mentalt og fysisk. På den anden side kan man jo heller ikke tillade sig at være utilfreds, når alle andre vil give både højre arm og ben for at være med på landsholdet«. Søren Berg er en af i alt syv spillere fra SAS Ligaen på landsholdet mod egypterne. Cirka halvdelen af den samlede trup på 18 mand ankom til Kairo i aftes, mens resten støder til i løbet af mandagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























