Brasilien indtager en beskeden placering som nr. 36 blandt de 77 nationer, der er rangeret i cykelsportens officielle hierarki, men lige nu vækker en af den store sydamerikanske stats meget sjældne professionelle aktører gevaldig opsigt på den globale scene. I går noteredes den 24-årige Luciano Pagliarini nemlig for den tredje sejr på stribe ud af fire mulige i Tour de Langkawi, og han er vel at mærke oppe mod særdeles skrappe afsluttere i Malaysias største cykelarrangement, der samtidig er det pengemæssigt mest indbringende efter de tre altoverskyggende nationale rundture Tour, Giro og Vuelta. Pagliarini, der siden debuten i 2001 har repræsenteret det italienske Lampremandskab, opnåede allerede sidste år fremtrædende placeringer i massespurterne, men det er først nu, han er begyndt at vinde. Lampre på vej Formår han at holde stilen her i foråret, kan det få afgørende betydning ikke alene for ham selv, men også for Lampre, eftersom holdet endnu ikke har opnået adgang til Tour de France. Det indebærer, at der kræves bemærkelsesværdige resultater frem til den næste uddeling af wildcard 19. maj, og det må siges, at Lampre er godt på vej, for ikke alene overtrumfer Pagliarini alle sprinterne i Malaysia - hans holdkammerat Alberto Loddo har også siddet på den samlede førsteplads i Tour of Qatar siden starten i fredags. De to etapeløb har endnu ikke budt på synderlige udfordringer. I Tour of Langkawi melder de sig først på næstsidste etape lørdag, når feltet efter en godt 45 km lang stigning slutter i 1.713 meters højde, og i emiratet er det fuldstændig fladt helt frem til dagens finale i Doha. Danske muligheder Her har Team CSC gode chancer for en pæn pointhøst, eftersom Nicolas Jalabert nu har sluttet sig til Julian Dean, Michael Blaudzun og Lars Michaelsen, der kan regne med årets første bidrag til verdensranglisten, hvis de formår at holde deres placeringer. Team fakta, der fortsat har unge Lars Bak godt med fremme i Langkawi, nærer forventninger om en opfølgning af søndagens fine præstation i Italien, når det i dag går løs med den franske sæsonpremiere i Grand Prix Ouverture. CSC er ikke med ved den lejlighed, men fortsætter satsningen på Mallorca, hvor de første skrappe klatreture melder sig i dag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Klumme af Timme Bisgaard Munk
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























