Serena Williams havde stort set tabt semifinaleopgøret mod Kim Clijsters. Men belgieren glemte at snøre sækken til, så nu står amerikaneren i finalen i Australian Open, hvor hun skal møde søster Venus. Det er fjerde gang i træk, at de to søstre står overfor hinanden i en Grand Slam finale. Overlevede to matchbolde Men det holdt hårdt for lillesøster Serena i dagens semifinalekamp. I tredje og afgørende sæt var Kim Clijsters foran med hele 5-1, men Serena Williams kæmpede sig mirakuløst tilbage, overvandt to matchbolde og vandt kampen med 4-6, 6-3 og 7-5. »Jeg er en fighter og har ikke rejst så langt for at tabe, « sagde verdensranglistens nummer 1 efter kampen. Serena kan skirve historie Storesøster Venus havde noget lettere spil, da hun i sin semifinale besejrede belgiske Justine Henin med 6-3 og 6-3. Serena Williams har finalebesejret søster Venus i sidste års French Open, Wimbledon og U.S. Open. Vinder hun endnu engang søsteropgøret, vil hun være den første indehaver af en ægte Grand Slam, siden Steffi Graf i 1994 vandt alle de fire store titler. I kvindernes dobbeltturnering, hvor søstrene danner par, står der også Williams på den ene finalebillet.
Endnu et søsteropgør i finalen
Lyt til artiklen