Rent sportsligt var det et særdeles ærgerligt nederlag, den spanske håndboldklub Ademar Leon søndag måtte se i øjnene, da kampen på hjemmebane mod et af de andre tophold i Spanien, Portland San Antonio, efter en hektisk slutfase sluttede 26-28. Et positivt element For Ademar Leons danske målmand, Kasper Hvidt, var der imidlertid midt i skuffelsen mindst et positivt element at hente i den tabte kamp, eftersom Ademar Leon dermed slutter efteråret på fjerdepladsen i stedet for som nummer tre. »Hernede deltager de tre bedst placerede hold nemlig i en særskilt turnering mellem jul og nytår, men nu får vi i stedet en ekstra lang juleferie, og det tror jeg helt ærligt vil være godt både fysisk og mentalt inden VM. Der venter et hårdt program i januar«, siger landsholdets førstemålmand, som i dag sætter kursen hjem mod familien i København. Træning før nytår Her bliver der god tid til at forberede tankerne på den kommende slutrunde om verdensmesterskabet i Portugal, der begynder 20. januar. Tre dage inden nytår mødes det danske hold en enkelt dag til nogle fysiske test i Odense, hvorefter det fra 3. januar går løs med træningsturneringer i Jugoslavien og Danmark. Kasper Hvidt vil gennem hele forløbet være den ene af kun to målmænd i truppen på 16 mand. Landstræner Torben Winther har nemlig denne gang satset ved ikke at gardere sig med en tredjekeeper i VM-truppen. »Jeg mener, at det er det helt rigtige valg, og jeg havde selv gjort det samme. Den tredje målmand bliver som regel bare overflødig, og så er det bedre at gardere sig i marken, hvor det rent forsvarsmæssigt er godt at få plads til for eksempel både Kristian Gjessing og Morten Bjerre«, lyder vurderingen fra Kasper Hvidt. Målmanden kan i øvrigt berette, at hans danske kolleger i den bedste spanske række igen spiller for fuld styrke. Både Peter Nørklit og Claus Møller Jakobsen har ellers været plaget af influenza, men begge spillede lige som Lars Jørgensen udmærket, da BM Altea lørdag aften tabte 28-22 til Ciudad Real med Christian Hjermind på banen. Barcelona fører den spanske liga foran netop Ciudad Real og Portland San Antonio. Sejr til dansk kvartet I Tyskland vandt danskerklubben Flensburg-Handewitt lørdag aften sikkert med 26-18 over TuSEM Essen og holder dermed fast i andenpladsen i Bundesligaen efter suveræne Lemgo. Foran 6.000 tilskuere var Lars Christiansen med syv mål en af hjemmeholdets største profiler sammen med målmand Jan Holpert. Søren Stryger, Lars Krogh Jeppesen og Joachim Boldsen deltog også i juleløjerne med henholdsvis fem, fire og to scoringer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























