Lønkrig om danske topspillere

Lyt til artiklen

Når udenlandske topspillere i fodbold og håndbold hentes til Danmark, så betinger de sig ofte at skrive kontrakter under den skattebegunstigede forsker-ordning - hvilket vil sige, at de for at slippe med en skatteprocent på 25 skal have en månedsløn på mindst 57.000 kroner, svarende til 684.000 kroner om året. Det har den konsekvens, at de hjemlige topspillere, der beskattes væsentligt hårdere, vil have lønninger i samme sværvægtsklasse. Fruelund kan få 650.000 kr. Efter hvad Politiken erfarer, så er det en lønsum, som det kvindelige håndboldlandsholds nøglespiller Katrine Fruelund kan opnå, hvis hun spiller sine kort rigtigt. Flere klubber er interesseret i den jyske storspiller, hvis kontrakt med Viborg udløber efter denne sæson - og en af de klubber, der har budt højt, er Katrine Fruelunds gamle klub, Randers HK. En årsløn i omegnen af 650.000 kroner nævnes, og det har efter sigende fået Viborg til at stikke piben ind. Roslyng: 350.000 kr. Helt så højt vurderes Christina Roslyng ikke. Den hurtige venstre wing, der kun fik meget sparsom spilletid på guldholdet i den netop overståede EM-slutrunde, skal ikke regne med at lande på en højere årsløn end 350.000 kroner, vurderer Kolding IF's direktør Jens Boesen - som gerne indrømmer, at han har forhandlet med Viborg-spilleren. »Men hvad, det ender med, kan jeg ikke sige. Jeg ved jo, at hun også forhandler med andre klubber«, siger Jens Boesen. 'Tåbeligt højt' Han finder lønniveauet »tåbeligt højt«, og han forstår ikke, at klubberne presses op i nærheden af 700.000 kroner i årsløn. »Hvis det lykkes for Katrine Fruelund at få en løn på 650.000 kroner, så er det dygtigt gjort af hende. Men i en klub som Kolding vil vi slet ikke have råd til den slags - og jeg forstår ikke, hvorfor danske klubber i det hele taget går så højt op. Vi er jo helt alene på markedet, i Norge kan de slet ikke være med, så der er ingen grund til at blive presset så hårdt«, mener Kolding-direktøren. I Kolding er der 'rimelige' lønninger Han siger, at man i Kolding har det princip, at man vil have mange spillere med rimelige lønninger frem for få med toplønninger. Det gælder det mandlige hold, og det arbejder klubben også på at få gennemført på kvindesiden. Hvis jeres mandlige spillere bredt set tjener omkring 300.000 kroner, hvilket svarer til en fuldtidsløn på det almindelige arbejdsmarked, betragtes spillerne da også som fuldtidsspillere? »Der står deltid i vore spilleres kontrakter, og sådan skal det også opfattes. I Kolding vil vi helst have, at spillerne har andet arbejde eller en uddannelse at gå op i - det er vort ønske, at spillerne ser andre end os og hinanden, at de udsættes for anden påvirkning, og at de lærer mere end at spille håndbold«, svarer Jens Boesen. 'Håndbold skal bare være nr. ét'Men da spillerne betales bedre end eksempelvis folkeskolelærere, så skal de vel også betragte det som et arbejde? »Bestemt. Håndbold skal prioriteres som nummer et, det fremgår også af kontrakterne. De skal følge alle anvisninger i kontrakten, hvornår de skal møde til det ene og det andet, og så må andet arbejde og uddannelse passes ind efter håndbold-kravene. Og sker det, så blander vi os ikke i, hvad de foretager sig«. Hvor Viborg på kvindesiden har været økonomisk dominerende i nogle år, er der nu flere klubber, der er i stand til at betale spillere årslønninger i 400.000-kroners klassen - klubber som Ikast, Randers, Slagelse, GOG, FC København og også Kolding. Wilbek: Klubberne bestemmer selv For stort set alle gælder det, at der trods de høje lønninger er tale om deltidskontrakter, der åbner mulighed for anden indtægt. »Det er en situation, klubberne selv er herrer over. Det er blot et spørgsmål om at ændre holdning og politik - at kræve mere for det, man betaler«, siger Viborgs sportschef Ulrik Wilbek.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her