Dansk galophistorie i Hongkong

Lyt til artiklen

En sølle halv længde, eller cirka en meter, skilte søndag Dano-Mast fra den største skandinaviske galopsejr nogensinde. I en uhyggelig tæt opløbskamp blev han nummer tre i Hong Kong Cup (Gr. 1) over 2.000 meter efter lokale Precision og tyske Paolini. Alligevel må den brune hingsts præstation betegnes som den største triumf nogensinde for skandinavisk galopsport, inklusive Dano-Masts egen sejr i Prix Dollar (Gr. 2) for godt to måneder siden i Paris. »Jeg er da også ganske godt tilfreds, for Dano-Mast fik ikke noget ønskeløb«, siger træner Flemming Poulsen fra Hongkong, mens han er i gang med at give Dano-Mast sin velfortjente aftensmad. »Vi fik jo ikke den regn, som vi var blevet lovet, og derfor var banen let, og det var letbanespecialisterne, som gjorde op om sejren. Inden løbet havde jeg faktisk været tilfreds med en 5.-6.-plads, så jo, jeg er faktisk ret glad nu. Også fordi der ikke var ret meget tempo på, og Dano-Mast er bedst, når der er god fart på«. Dano-Mast fik ellers en perfekt start af den franske topjockey Gerald Mossé. Fra startspor 3 bragte han hurtigt Dano-Mast frem til andenpladsen udvendigt for den førende hest. Her blev Dano-Mast liggende de næste 800 meter, hvor der kom angreb udefra. Igen blev Dano-Mast bragt frem til en udvendig andenplads, hans yndlingsposition. Rundt i det sidste sving blev Dano-Mast sendt frem, helt frem, og kom ind på lige bane i føring. Længe holdt han sig foran feltet, men til sidst gik Precision (Michael Kinane) og Paolini (Andreas Suborics) op på hver side af Dano-Mast, der blev ved med at kæmpe og altså kun var en halv længde efter i mål. Da han kom tilbage til stalden, pustede Dano-Mast knap nok, hvilket viser, at løbet ikke var så hårdt som ønsket. Efter løbet sagde jockey Gerald Mossé om Dano-Mast: »Min hest løb et smukt løb. Der var ingen fart på, og derfor besluttede jeg mig til at gå tidligt i front. Han kæmpede hele vejen til stregen, men blev slået af to heste, der var bedre på dagen«. Store ord fra en jockey, som er vant til at sidde på nogle af verdens bedste og dyreste heste. Gerald Mossé mener desuden, at Dano-Mast er god nok til at klare sig i gruppe 1-løb i Europa. Også i Hongkong og England har Dano-Masts bedrift vakt opsigt. Flemming Poulsen og delejerne af hingsten, Erik og Jeanette Olesen, har fået mange rosende ord med på vejen af deres kinesiske værter, og den engelske væddeløbskanal bragte i går en fyldig omtale af Dano-Mast. Hvad der virkelig sætter Dano-Masts præstation i relief er, at der i det slagne felt blandt andre var den samlede vinder af World Cuppen, Grandera fra Godolphin, der var storfavorit til løbet, men som endte på en skuffende syvendeplads, to og en halv længde efter vinderen. Derudover var der heste fra både USA, Australien og England. Der var 1,8 mio. HK dollar, cirka 1,67 mio. kr., til Dano-Mast, mens den vindende hest fik omkring ti millioner kroner(!) Til de heldige, der havde spillet Dano-Mast i plads, var der 70 for ti. Enorm omsætning Der var 55.451 tilskuere på Sha Tin-banen, og den officielle omsætning i løbet var 196 mio. HK dollar, godt 183 mio. kr., dertil kommer bookmakernes omsætning. Dano-Mast og hans følge kommer til København onsdag aften, og denne gang vil Flemming Poulsen inden afrejsen give ham drop med elektrolytter, fordi han på turen til Hongkong næsten ikke spiste og drak og derfor tabte 20 kilo: »Nu skal vi ud og fejre, men det bliver stille og roligt med noget god mad, for vi skal tidligt af sted i morgen, og vi skulle nødig komme for sent til flyveren«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her