At blive modtaget hos det østrigske og schweiziske bud på EM-slutrunden i 2008 er efter fire dage i Portugals mere eller mindre kaotiske forberedelser til den samme turnering i 2004 som at blive forført af en smuk kvinde. Med et overbevisende håndtryk byder ansøgningsdirektør Thomas Helbling velkommen til Genève på flydende svensk, hvorefter den særdeles velklædte schweizer med slipset bundet på den der brede, elegante måde gør diskret opmærksom på, at fortsættelsen også sagtens kan foregå på engelsk, tysk, fransk eller italiensk. Et enkelt blik til assistenten er derefter nok. Computerfremviseren fungerer perfekt, og sekundet efter udspiller visionerne om en hel fodboldslutrunde sig meget realistisk på væggen i mødelokalet ved det nye Stade de Genève. Ombygning for millioner Her bygges der i øjeblikket om for et større millionbeløb, men derudover står stort set alle de otte obligatoriske arenaer klar i Østrig og Schweiz. Hoteller og træningsbaner til de 16 deltagerlande er også allerede udpeget og på plads - ja, selv dommernes hovedkvarter er fundet i Lugano. Intet er med andre ord overladt til tilfældighederne hos den absolutte favorit til at få slutrunden i 2008. Østrig og Schweiz skal med alle midler fremstå som det sikreste bud af dem alle. Kvadratisk, praktisk, god. Denne gang må det nemlig ikke mislykkes for især østrigerne, som 12. december i Nyon deltager i kapløbet om en af verdens største idrætsbegivenheder for tredje gang i træk. Første gang var et temmelig urealistisk soloprojekt, og sidste gang blev buddet trukket en hel del ned af den daværende samarbejdspartner, Ungarn. Ambitiøst budget Ambitionerne hos de to alpelande kan da også ses på budgettet for ansøgningsarbejdet, der i løbet af to år beløber sig til 3,5 millioner euro, hvilket svarer til små 25 millioner danske kroner - mere end dobbelt så meget som de nordiske lande for eksempel har brugt på deres ansøgningskampagne. »Jeg ved ikke, om vi er favoritter, men vi har gjort vores yderste for at præsentere det bedste bud, og Østrig og Schweiz er klar til at tage imod Europa. Infrastrukturen fungerer, og otte 'state of the art' stadioner er allerede på plads eller vil være det inden for de næste år«, lyder salgstalen fra hr. Helbling, inden han viser rundt på byggepladsen i Genève, som ganske rigtigt ser ud til at blive en perfekt ramme om kommende fodboldkampe. Nordens problem Og dermed behøver den schweiziske direktør sådan set ikke sige ret meget mere, hverken til journalister fra Norden eller til de stemmeberettigede bosser i UEFA's eksekutivkomité. Østrig og Schweiz er objektivt den mest logiske kandidat til slutrunden. Dels ud fra koalitionens egne kvaliteter, dels fordi samtlige seks andre ansøgere har hver deres store problem at slås med. Ungarn har for eksempel ikke som enearrangør umiddelbart kapaciteten til en slutrunde med otte store og moderne stadioner som minimumskrav. Rusland er trods alt for mærket af kriminalitet, urolighederne i Tjetjenien og dårlig infrastruktur til at blive valgt. Bosnien og Kroatien lider under de fortsatte spændinger på Balkan, mens Grækenland og Tyrkiet har stadionerne, men mangler den historiske tradition til et så omfattede samarbejde. Skotland/Irland og Norden Tilbage er så Skotland og Irland samt det nordiske bud, som ifølge den almindelige opfattelse i området omkring UEFA's hovedkvarter i Nyon er henholdsvis nummer to og tre i favoritfeltet. Den irske regering er imidlertid ved at spolere briternes bud ved at tøve omkring opførelsen af storstadion nummer to på den grønne ø, mens de fire nordiske lande har det grundlæggende problem, at de netop er fire og ikke kun to ansøgernationer. For UEFA vil det nemlig være en grænseoverskridende handling at give værtskabet for så stor en slutrunde til fire nationer, hvor det ikke engang er sikkert, at det land, hvor finalen eller åbningskampen skal spilles, har et hold med i turneringen. Kun to af de fire nordiske lande vil nemlig kunne blive garanteret en plads, og dermed vil for eksempel Sverige eller Danmark kunne risikere at ende som tilskuere og intet andet. Schweiz og Østrig har derimod ingen åbenlyse problemer at slås med. Kun den forholdsvis lille finalekapacitet på Ernst Happel Stadion i Wien (50.000 tilskuere) trækker umiddelbart fra i buddet. Et politisk valg Dermed burde sagen være klar, men det troede spanierne også, da EM- slutrunden i 2004 skulle placeres. Dengang var den traditionsrige fodboldnation storfavorit til at vinde buddet, men de selvsikre ansøgningsfolk fra Madrid blev i sidste ende overraskende slået af den lille nabo, Portugal. »Hovedårsagen til, at portugiserne vandt dengang, handlede mere om deres kærlighed til fodbolden end om stadioner og infrastruktur. Spanierne havde allerede de store arenaer, men da eksekutivkomitéen så entusiasmen og viljen hos det portugisiske folk og regering, valgte de at give slutrunden til den lille nation«, fortæller UEFA's marketingdirektør Lars-Christer Olsson. Den tidligere generalsekretær i Sveriges fodboldforbund erkender, at alle de tekniske punkter med stadioner, transportmuligheder og billetsalg kun udgør fundamentet for valget af værtsnation. Den endelige beslutning handler om politik. Uforudsigelighed Og det er her, tildelingen af værtskabet for slutrunden i 2008 for alvor bliver uforudsigelig, for selvom Schweiz og Østrig er nok så store favoritter, kan de ikke gardere sig mod det politiske spil, som vil udspille sig i dagene op til afstemningen om mindre end tre uger. Hvem skylder hvem en tjeneste, og hvilke alliancer gemmer sig under overfladen blandt eksekutivkomitéens 14 medlemmer, hvoraf kun otte kan stemme i første runde, mens flere kan komme til, efterhånden som ansøgerne falder fra? Den engelske journalist Rob Hughes har gennem samtaler med centrale personer i UEFA regnet sig frem til, at der i første runde er tre sikre stemmer på Østrig og Schweiz, tre sandsynlige stemmer på Skotland og Irland, samt to ukendte meninger. Hvad der derefter sker, er imidlertid umuligt at vide. Sikkert er det kun, at logikken siger Schweiz og Østrig, men logik er på den anden side ikke nødvendigvis en stor del af den internationale fodboldverden.