En hel håndfuld hjælp

Lyt til artiklen

Efter en revanche, en forskrækkelse og adskillige hjælpende hænder ligger vejen til finalestævnet med deltagelse af de 16 bedste på ITTF Pro Tour åben for Michael Maze. Det 21-årige stjernefrø var taget til de åbne polske mesterskaber for at udnytte sig aktuelle gode form til nogle ekstra point til både verdensrangliste og Pro Tour-stilling, og fredag udviklede sig i den henseende nærmest optimalt; Michael Maze vandt sine to kampe og de værste konkurrenter faldt fra på stribe. Selv fik Maze revanche for et 1. runde-nederlag for nogle måneder siden i USA til japaneren Shu Arai, der er nummer 193 på verdensranglisten. Dernæst slog han nummer 50, svenskeren Jens Lundquist, der dog var ved at præstere et bemærkelsesværdigt comeback. Michael Maze førte 3-0 i sæt og havde i fjerde matchbold ved 10-9, men tabte sættet 13-11. Også femte sæt vandt svenskeren og han førte 8-6 i sjette sæt, inden Maze endelig fik sat proppen i. I ottendedelsfinalen i eftermiddag møder han den jævnaldrende russer Feodor Kusmin (nr. 163), der leverede en sensationel sejr over den olympiske mester Kong Linghui, Kina (nr. 5). »Første gang, jeg så Maze spille, var for syv år siden, da han slog Kusmin i finalen ved EM for drenge, og jeg tror ikke han har tabt til ham«, lyder de optimistiske toner fra sportschef Peter Sartz. Allerede i første runde af turneringen i Warszawa tabte tre af de spillere, som kan true Michael Mazes deltagelse i finalestævnet i Stockholm, tyskeren Thomas Keinath, japaneren Toshio Tasaki og svenskeren Fredrik Håkansson. Maze er netop nu én placering fra den afgørende 16.-plads, som indehaves af russeren Aleksej Smirnov - der også er i tredje runde i Polen - men endnu en sejr og en plads i 3. runde i næste uge i Danish Open i Farum vil definivt sikre Maze. »Først og fremmest skal Maze bare fortsætte sit gode spil, så må finalen komme som en bonus, men i første omgang kunne det være sjovt med en kamp mod Werner Schlager«, siger Sartz om udsigten til kvartfinalemødet med østrigeren, der er nummer fire i verden - og Mazes makker i doublerækken, hvor de indleder dagen med en kvartfinale mod polakkerne Lucjan Blaszczyk og Tomasz Krzeszewski.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her