Da Kai Holm i februar blev valgt ind i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), erklærede formanden for Danmarks Idræts-Forbund (DIF) straks, at han ville arbejde for mere åbenhed og gennemskuelighed i den magtfulde organisation. Hvilket har været den officielle politik i IOC, siden en række reformer blev vedtaget i 1999. Men når Kai Holm, som beskrevet i Politiken onsdag, siger nej til at blive taler på DGI-konferencen Play The Game, hvor godt 200 forskere, journalister, politikere og IOC-medlemmer fra 50 lande diskuterer aktuelle emner fra sportens verden, fordi han - som han sagde til Politiken - ikke mener, at det er det rette forum at debattere i, men foretrækker de »relevante« steder, som for Kai Holm er de internationale specialforbund og IOC, så er det ikke et udtryk for åbenhed. Så er det et udtryk for det stik modsatte. Det mener den engelske journalist Andrew Jennings, der i mange år har rippet op i de mindre stuerene forhold omkring IOC og nu gør det samme i det internationale fodboldforbund, FIFA. »Kai Holm repræsenterer tankegangen i det gamle IOC, ikke det nye IOC, som de prøver at opbygge efter Salt Lake City-skandalen. Men jeg vil ikke angribe ham, jeg har ondt af ham«, siger Andrew Jennings. Kritik af Kai Holm Til Play The Game for to år siden kom det canadiske IOC-medlem og formand for WADA (det internationale antidoping agentur) Dick Pound og det norske IOC-medlem Gerhard Heiberg. I år har IOC været repræsenteret ved Gunilla Lindberg, der har debatteret kvinders rolle i sportens verden, og Craig Reedie, der er formand for WADA's finans- og forvaltningsudvalg, deltog i går i en debat om kampen mod doping. »Hvis Kai Holm mener, at det at Craig Reedie, som både sidder i IOC og WADA, skal tale om doping, er irrelevant, så må Kai Holm spørge sig selv, eller endnu vigtigere, den danske olympiske komité må spørge sig selv, om den har brug for Kai Holm«, siger Andrew Jennings, der tager hatten af for de andre IOC-medlemmer, som i 2000 og i år er taget til København for at diskutere og lægge øre til kritiske spørgsmål. At Kai Holm i Politiken udtalte, at han mente, at Gunilla Lindberg udelukkende var dukket op til konferencen, fordi emnet var kvinders rolle i sportens ledende stillinger, er et udtryk for, at Kai Holm ikke tager det emne særlig højtideligt, mener Andrew Jennings. »Hvorfor dukker han ikke op til konferencen og siger, at et emne som ligestilling i sport ikke er vigtigt. Vi på konferencen synes måske, at det er meget vigtigt, men jeg Kai Holm har bedre ting at give mig til end at bekymre mig om, hvad kvinder laver i sport. For det er det budskab, han sender«, siger Andrew Jennings. Kritiske amerikanske øjne på IOC Den amerikanske professor John Hoberman, der også har set med kritiske øjne på IOC, kan blive bekymret for Den Internationale Olympiske Komités fremtid, når han hører, at et dansk medlem ikke ønsker at diskutere emner som doping, kvinder - eller mangel på samme - i sportens ledende organer og sexovergreb i idræt. »Jeg spekulerer på, hvor initiativet til at udføre virkelige reformer i det såkaldte nye IOC, skal komme fra. Hvis skandinaviske medlemmer ikke kan tilpasse sig ånden fra reformerne, som IOC lancerede i 1999, hvem skal så gøre det«, spørger John Hoberman, der mener, at indbyggere i de nordiske lande har en demokratisk tradition og har - eller bør have - en større interesse i værdier som menneskerettigheder og gennemsigtighed. »At et skandinavisk IOC-medlem ignorerer den nye moralske holdning i IOC, som Jacques Rogge har tænkt sig at repræsentere, er meget underligt. Det passer ikke ind i det, som det nye IOC, vil stå for. Og det rejser spørgsmålet om, hvor reformeret IOC i virkeligheden er«, siger John Hoberman, der er meget uenig med Kai Holm i, at Play The Game er et forkert forum at diskutere i. »Han trækker sig tilbage til hjemmebanen. Han trækker sig tilbage til et bureaukratisk miljø, hvor den etablerede procedure er ikke at have åbne diskussioner, men en fast dagsorden. Der vil det blive arrangeret af mennesker, som ikke er interesserede i nye idéer«, mener den amerikanske professor. Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra Kai Holm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























