Fra national syndebuk til feteret folkehelt. Det er realiteterne for den norske landstræner Nils Johan Semb, der på lidt over en måned har forvandlet en generel norsk fodbolddepression til noget, der kunne minde om de gladeste dage i 1990'erne, hvor Flo-familien vandt alt i luften, og de norske kommentatorer skreg sig hæse om 'verdens bedste'. Uafgjort mod Danmark og en sejr på udebane over Rumænien blev onsdag fulgt op med yderligere tre point via 2-0 på hjemmebane mod Bosnien, og dermed kan nordmændene overvintre i spidsen for EM-kvalifikationsgruppe 2 med syv point for tre kampe. Danmarks landstræner Morten Olsen havde ellers nok i det stille håbet på lidt kærkommen assistance fra Bosnien, men på Ullevaal i Oslo var spillerne fra den unge Balkan-nation aldrig i nærheden af at true hjemmeholdet, der lagde ud i den samme kompakte 4-4-2 opstilling, som også spillede mod Danmark for lidt over en måned siden. Farlig angrebsduo Det betød, at den lange redningsmand John Carew fra Valencia sad på bænken, mens Steffen Iversen og Ole Gunnar Solskjær udgjorde en farlig angrebsduo bygget op omkring Iversens sublime hovedspil og Solskjærs snarrådighed i feltet. Fra start satte de med god hjælp fra den aggressive og hurtige Liverpool- wing, John Arne Riise, Bosnien under et gevaldigt pres, og allerede efter otte minutters spil krakelerede gæsternes vakkelvorne forsvar ved en dødbold. Her fik midtstopperen Claus Lundekvam lov til at stå alene i det lille felt, og med maven fik han skubbet en tidlig norsk føring ind bag den passive bosniske målmand Almir Tolja. Solidt forsvar Selvsamme Lundekvam udgjorde i øvrigt et bundsolidt centerforsvar med Henning Berg, mens Eirik Bakke totalt styrede den centrale midtbane, og derfor kunne man heller ikke se, at Bosnien efter ydmygelsen på 0-3 mod Rumænien havde indkaldt en række tidligere stjerner. De fik simpelthen ikke plads til at kombinere, og efter 27 minutter lukkede John Arne Riise reelt kampen, da han bankede et frispark fladt i nettet bag Tolja. Efter pausen fortsatte nordmændene med deres direkte fodbold, hvor bolden hurtigt bliver flyttet op omkring modstandernes straffesparksfelt - en taktik, der passede glimrende mod de usikre bosniere, der dog i anden halvleg fik lidt bedre fat, mens hjemmeholdet med 2-0 på lystavlen heller ikke angreb helt så helhjertet. John Carew blev sendt på banen og fik ud over et gult kort kæmpet sig til et par gode chancer i feltet, men der blev ikke scoret mere i kampen. 2-0 er imidlertid også rigeligt for nordmændene, der efter en sommer uden deltagelse ved VM i Sydkorea og Japan nu har indstillet sigtet mod EM i Portugal. Holdets næste kamp er 2. april ude mod pointløse Luxembourg - fire dage efter Danmarks efterhånden mere og mere skæbnesvangre kamp mod Rumænien i Bukarest.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























