Med Jakob Piils fremragende opvisning i Paris-Tours sendtes et positivt signal om, at dansk cykelsport trods det meget markante generationsskifte, der i de seneste år har været i gang oven på den gyldne æra med Riis, Sørensen, Skibby, Holm, Weltz, Worre og alle de andre, stadig evner at begå sig på den internationale scene. I de kommende dage skal det så ved verdensmesterskaberne i Belgien dokumenteres, at det ikke kun er blandt de allerede etablerede professionelle pedalatleter, den rød-hvide afløsning står klar. Høje forventninger Og Danmarks Cykle Unions landstræner Lars Bonde tøver ikke med at spænde forventningsbuen omkring VM-præstationerne hos U 23-rytterne og juniorerne højt. »Det er første gang i mange, mange år, at vi virkelig har begrundede forhåbninger om, at verdensmesterskaberne vil vise, at vi også på niveauerne under eliten kan klare os blandt de bedste. Og jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi i Team PH's Matti Breschel har en rytter, der ikke alene i vores egen kreds, men også internationalt, anses for oplagt medaljefavorit i lørdagens linjeløb hos juniorerne. Men inden vi kommer dertil, tror jeg også, vi har andre glæder at byde på«, siger Lars Bonde, der tirsdag sender de første danske VM-deltagere i aktion, når U 23-kategorien afvikler enkeltstarten. Siden Jacob Nielsen - han har stadig gang i en lovende karriere hos Glud & Marstrand Horsens og har egentlig fortjent at få den 100-procents professionelle chance, han stiler så målrettet efter - i 1996 erobrede sølv i linjeløbet hos juniorerne, er den rød-hvide VM-repræsentation i de yngre årgange noteret for beskæmmende beskedne resultater. 1983 har stået som højdepunkt Og længe har det gevaldige boom i 1983, da Danmark ved juniorverdensmesterskaberne i New Zealand snuppede både den individuelle guldmedalje ved Søren Lilholt og førstepladsen i holdløbet, hvor Lilholt havde Rolf Sørensen, Alex Pedersen og Kim P. Olsen som makkere, stået som et højdepunkt, det var umuligt at kopiere. Det var arbejdet omkring disse ryttere og deres jævnaldrende - styret af John Struve - der indledte den epoke, som førte til så mange fantastiske triumfer på den professionelle arena. Med DCU's eget U23-projekt og Team PH's ekstremt succesfulde juniorsatsning øjnes der pludselig mulighed for, at de første skridt på vej mod en ny guldalder er taget. Og at der er hold i den påstand, kan Rasmus Dyring, Odder CK, og Brian Vandborg, Herning, underbygge, når de i dag sendes ud på temporidtet fra Hasselt til Zolder. Håb om top 10 »Realistisk set skulle Rasmus Dyring kunne blive mellem de 10 bedste. Mere tør jeg ikke rigtig sætte næsen op efter, selv om han er fantastisk kørende for tiden. Han beviste det i slutningen af september, da han vandt etapeløbet Grand Prix Tell sammenlagt, og så sent som midt i sidste uge blev han nr. 3 i det tyske Luk Cup i Bühl, så der er ingen tvivl om, at han har ramt formen på det rette tidspunkt«, siger Lars Bonde. »Men i forbindelse med VM er der to forbehold, der nødvendigvis må tages omkring hans indsats. Og det gælder både enkeltstarten og linjeløbet. Han og Brian Vandborg er blevet nr. 2 og 3 på tempokørslerne såvel i Grand Prix Tell som tidligere i Thüringen Rundfahrt. Men ved begge lejligheder var der tale om bjergenkeltstarter, og den rute, de skal ud på i dag, er altså fuldkommen flad og stiller ikke ret store tekniske krav«. »Så jeg ved ikke, hvor han står under disse forhold, og derfor nøjes jeg også med at håbe på, at han kan køre sig ind i top 10 og Brian blandt de 20 bedste. Vi indledte efter afslutningen på sidste sæson en meget målrettet satsning på at forbedre netop enkeltstarten, fordi det i mange år har været et svagt punkt blandt danske ryttere«. Centrale figurer »Rasmus og Brian har været de centrale figurer i det projekt. Rasmus rykker ved årsskiftet op blandt eliterytterne, og jeg håber, han får opfyldt sin drøm om at blive professionel. I hvert fald forstår jeg slet ikke noget, hvis der ikke skulle være en kontrakt til en mand, der har vundet Grand Prix Tell. Og hvad Brian angår, arbejder vi videre med ham, og næste år lyder målsætningen på, at han skal have medalje ved VM«. Indtil det sidste har der været uvished om, hvilke fem ryttere - flere må ikke stille op - Lars Bonde vil benytte i linjeløbet ved VM, men efter søndagens start i det hollandske Grand Prix Wieler Revue måtte den danske U 23-mester Martin Pedersen, DCR Ballerup, og Morten Knudsen, Herning, drage hjem, mens Glenn Bak, DCR Ballerup, Thomas Oredsson, Ordrup CC, og Michael Demin, Team Bornholm, supplerer Dyring og Vandborg, når det på fredag gælder den samlede start.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























