Han satte punktum for 2001 som samlet World Cup-vinder efter den mest succesrige sæson i karrieren. I et par lovende martsuger indtog han førstepladsen på verdensranglisten, bl.a. takket være triumf i det store italienske etapeløb Tirreno-Adriatico. Håbløs form Men derefter er det meste gået skævt for den 30-årige hollænder Erik Dekker, som senest har draget konsekvensen af en håbløs formmæssig situation ved at melde fra til den kommende uges verdensmesterskaber i landevejscykling i nabolandet Belgien. »Det er min sorteste sæson hidtil som professionel, og nu gælder det udelukkende om at rette blikket mod 2003«, sagde Dekker, da han havde truffet beslutningen om at sende afbud og dermed suverænt overladt kaptajnværdigheden i den hollandske trup til Rabobank-holdkammeraten Michael Boogerd. Styrtet sidder stadig i kroppen Dekker er aldrig rigtig kommet sig over styrtet i Milano-Sanremo for godt syv måneder siden, som kostede ham en brækket hofte. Efter gevinsten i Tirreno-Adriatico signaleredes han som en af favoritterne i den italienske klassiker, men deltagelsen skulle i stedet markere et trist vendepunkt for hollænderen. I VM-sammenhæng valgte han i første omgang at opgive sin medvirken på enkeltstarten, men siden erkendte han, at det også er urealistisk at stille op i linjeløbet. Han er dumpet ned som nr. 11 på verdensranglisten og degraderes yderligere, når han mister de 180 point, som fjerdepladsen ved VM sidste år i Portugal indbragte ham. Armstrong har indstillet aktiviteterne Af de ti ryttere, som i øjeblikket er placeret foran Dekker i det officielle internationale hierarki, vil fire mand være fraværende, når der næste søndag dystes om medaljer i Zolder, men af andre årsager end hollænderen. Tour de France-kongen Lance Armstrong - nr. 3 på ranglisten - har i overensstemmelse med de foregående sæsoner indstillet aktiviteterne, hans spanske US Postal-holdkammerat Roberto Heras - nr. 7 - mener ikke, at han kan begå sig på de nordeuropæiske landeveje, og de to italienere Dario Frigo (Tacconi Sport) og Francesco Casagrande (Fassa Bortolo) - henholdsvis nr. 5 og 9 - passer ikke ind i UK-chef Franco Ballerinis VM- planer, som først og fremmest er koncentreret om Mario Cipollini (Acqua e Sapone). Bartoli forbigået Denne strategi er genstand for en kraftig kritik i Italien. Ikke så meget fordi Frigo, Casagrande og Davide Rebellin (Gerolsteiner) må blive hjemme, men fordi Ballerini ikke har villet udtage en af øjeblikkets italienske formryttere, Michele Bartoli (Fassa Bortolo). Senest er det nationens mest rutinerede og succesrige sportsdirektør, Fassa Bortolos Giancarlo Ferretti, der går til angreb og kalder det en kæmpemæssig fejltagelse, at Bartoli er forbigået. Danske cykelmandskaber leverer også I den spanske trup er den forsvarende verdensmester, Oscar Freire (Mapei), fløjmanden, og han risikerer ikke at blive snigløbet af den nykårede Vuelta-vinder, Aito Gonzalez, der i hjemlandet er blevet skarpt angrebet af blandt andre sin sportsdirektør, Vicente Belda, for ikke at have været loyal over for Kelme-holdkammeraten Oscar Sevilla. Gonzalez er udtaget til enkeltstarten, mens Sevilla er med i linjeløbet. De to danske cykelmandskaber CSC Tiscali og EDS-fakta leverer VM-deltagere også til andre nationer. Således skal EDS-faktas Marcus Ljungqvist og Kurt-Asle Arvesen repræsenterer henholdsvis Norge og Sverige, mens CSC Tiscalis Laurent Jalabert deler kaptajnværdigheden hos Frankrig med Richard Virenque og Jacky Durand. Danmark skal holde fast i placering For Danmark drejer det sig ved VM i øvrigt ikke udelukkende om medaljer, men også om at holde fast i den tiendeplads på nationsranglisten, som blev tilbageerobret for ca. halvanden måned siden. I øjeblikket er der et forspring på lidt over 300 point til Rusland på 11.-pladsen, efter at Danmark ved sæsonstarten var ca. 600 bagud i forhold til russerne. Og lykkes det at fortsætte den positive udvikling, kan Danmark se frem til at få udvidet både kvoten af verdensranglistepoint ved næste års nationale mesterskaber og antallet af ryttere ved VM. Det første sker, hvis Danmark er blandt de ti bedste per 15. januar, det andet, hvis positionen er bevaret også per 15. august. »Der er ingen tvivl om, at vi godt kunne have haft glæde af 12 ryttere ved dette VM, hvor der kan blive brug for at levere et hårdt stykke arbejde i den indledende fase af løbet«, konstaterer UK-chef Brian Holm, som må nøjes med at have otte ryttere til sin rådighed.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























